23948sdkhjf

Stort sygehusbyggeri har halvt så mange arbejdsulykker som resten af byggeriet

Ulykkesfrekvensen på sygehusbyggeriet DNU i Aarhus er det halve af landsgennemsnittet i byggebranchen
Det betaler sig, når bygherren har fokus på sikkerheden og stiller krav til entreprenørerne.

Det viser ulykkesstatistikken på Den Nye Universitetshospital (DNU) i Aarhus.

Byggepladsens ulykkesfrekvens har ifølge DNU’s egen projektafdeling haft halvt så mange arbejdsulykker som resten af byggebranchen. Hvor ulykkesfrekvensen i branchen som helhed senest er opgjort til 22,1, er ulykkesfrekvensen for DNU-byggepladsen i 2013 og 2014 samlet opgjort til 11,3.

Tallene understreger ifølge DNU’s projektdirektør, Frank Skriver Mikkelsen, at det er lykkedes at fastholde en ambitiøs målsætning om at have halvt år mange ulykker som resten af byggebranchen i Danmark.

”Vi har helt fra starten gjort det klart, at sikkerheden omkring byggeriet af DNU er prioriteret meget højt, og derfor stiller vi højere sikkerhedsmæssige krav, end loven kræver, ligesom vores sikkerhedskoordinatorer, og vi som bygherre, er meget synlige på byggepladsen. Alle på pladsen er desuden gennem det samme sikkerhedskursus, før de må arbejde her, så der er ingen, der er i tvivl om, hvordan man gebærder sig”, forklarer Frank Skriver Mikkelsen.

Ind i planlægningen

Udover skærpede krav i selve byggefasen har DNU også haft stor fokus på sikkerheden allerede i planlægningen af byggeriet.

Her har man blandt andet bygget fuldskala-modeller af rum og installationer og inviteret håndværkerne ind til en dialog om, hvordan man sikrer det bedst mulige arbejdsmiljø.

Det er sket for at mindske sygefravær og nedslidning på grund af dårlige arbejdsstillinger og nedbringe risikoen for ulykker.

Både Dansk Byggeri og 3F glæder sig over resultaterne, selv om 3F stiller spørgsmål ved, om tallene giver et helt retvisende billede af sikkerheden på byggepladsen.

”Der er ingen tvivl om, at det virker, når man tænker sikkerheden ind i byggeprojektet allerede før, man stikker spaden i jorden. Når man ser de flotte tal, kan man undre sig over, at der ikke er flere bygherrer, der arbejder med sikkerheden på samme måde, for vi kan i høj grad bruge flere gode eksempler i byggebranchen, når det kommer til sikkerheden”, siger Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.

Intet fravær

Faglig sekretær Søren Fisker fra 3F Aarhus Rymarken anerkender også bygherrens fokus og indsats vedrørende sikkerheden.

”Det er meget positivt, at der sker færre ulykker på DNU. Jeg tror imidlertid ikke tallene giver det rette billede. Ulykkesfrekvens defineres som ulykker med fravær ud over tilskadekomstdagen, og flere entreprenører på byggepladsen har den politik, at de i forbindelse med mindre ulykker flytter folk til andet arbejde, eventuelt kontorarbejde, i stedet for at de bliver sygemeldt. Det kan være meget positivt, men det betyder, at de ikke optræder i statistikken, som så bliver lidt bedre end virkeligheden”, siger Søren Fisker.

Hertil siger projektdirektør Frank Skriver Mikkelsen: ”Hvis en sådan praksis er udbredt er det ikke kun her på DNU men generelt i branchen, så hvis det giver en skævhed i tallene, så er der den samme skævhed i landstallene. Vi har intet kendskab til, at der skulle være entreprenører der spekulerer i denne praksis for at få pænere ulykkestal. Jeg har derfor ingen grund til at tro andet end at vi har halvt så mange ulykker som branchen generelt”.

FAKTA
Ifølge DNU-projektledelsen ligger DNU-byggepladsen med en samlet ulykkesfrekvens i 2013 og 2014 på 11,3 ulykker pr. en mio. arbejdstimer. I første kvartal 2015 er frekvensen 9,3. Ifølge DA er de seneste tal for den samlede bygge- og anlægsbranche en ulykkesfrekvens på 22,1.
Ulykkesfrekvens defineres som antal ulykker med fravær udover tilskadekomstdagen pr. million arbejdstimer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172