Politisk brandslukning
Regeringen måtte rykke ud med alle politiske brandslukningskøretøjer, og i går viste det sig så, at det ikke var regeringen, men nogle embedsmænds idékatalog, der var årsag til "ildebranden". Det var slet ikke så slemt, som det i første omgang kunne se ud til.
Regeringen vil først og fremmest hente "de lavthængende frugter", men sagen er at de ér høstet. Nye initiativer vil altså direkte eller indirekte koste borgere og erhvervsliv dyrt. Det gælder først og fremmest på transportområdet og i landbruget.
Regeringen erkender, at man ganske vist vil gøre noget for klimaet, men det må ikke gå ud over indtægterne til statskassen. Sagt på en anden måde, så må danskerne indstille sig på, at jo mere, de sparer på CO2-udledningen, jo højere afgifter skal de af med.
For byggesektoren ligger der store muligheder i en klimaindsats, men det kræver, at politikerne erkender, at der skal skabes økonomiske incitamenter for ikke mindst den private boligsektor til at investere i energirenoveringer. De incitamenter har vi fortsat til gode.
Der er ingen tvivl om, at regeringen har store ambitioner på klimaområdet, så store at der er god grund til at advare mod at løfte klimafanen så højt, at fødderne slipper jorden. Danmarks samlede CO2-udslip udgør i alt én tusindedel af det samlede CO2-udslip på jorden. Om det reduceres med 40 procent, som regeringen vil, eller 20 procent, som EU vil, er i realiteternes verden hamrende ligegyldigt for klimaet. Men det er ikke ligegyldigt hverken for dansk erhvervsliv eller de borgere, der skal betale regningen for regeringens høje ambitionsmål.
Der er heller ikke så mange, der ved, at reducerer Danmark med eksempelvis fire millioner tons CO2 ekstra, åbner det blot for, at andre EU-landes virksomheder omkostningsfrit kan slippe ekstra fire millioner tons CO2 ud i atmosfæren. Det har hverken klimaet eller Danmark nogen som helst gavn af. Det er klimapolitisk dobbeltbogholderi.
Skal der gøres noget effektivt for klimaet, rækker hverken dansk symbolpolitik eller EU-ambitioner særlig langt. Det kræver en global aftale, som alle lever op til. Uden en sådan aftale risikerer vi blot ensidigt at svække den danske konkurrenceevne og danske forbrugeres muligheder. Det er en høj pris at betale for, at vore politikere kan sole sig i det internationale klimalys.
