AG Gruppen og Home.Earth har indgået en aftale, som gør sidstnævnte medejer af den 279.000 kvm store ejendom i Køge.
Den tidligere industrigrund skal renses op og åbnes for offentligheden med visionen om at skabe et levende byområde ud mod Køge Bugt.
Det oplyser Home.Earth i en pressemeddelelse.
Udvikleren AG Gruppen erhvervede i januar 2025 grunden fra den tidligere ejer. Med den nye aftale har Home.Earth erhvervet 20 pct. ejerskab af det fælles selskab.
Kemisk værk
Industrigrunden har en særlig historisk betydning for Køge, da den tidligere husede Kemisk Værk Køge, som eksisterede fra 1934 til lukningen i 2020. Grunden har siden stået ubrugt, men indgår nu i Køge Kommunes seneste kommuneplan som udviklingsområde.
De to parter understreger, at første skridt i projektet bliver at igangsætte en plan for oprensning af grunden i tæt samarbejde med myndighederne.
Herefter følger arbejdet med at udvikle området til en ny bydel, der skal kombinere boliger, erhverv og grønne arealer.