23948sdkhjf

Enhedslisten i metro-raseri: Kræver praktikredegørelse

Enhedslisten vil have en redegørelse fra overborgmester i sag om få praktikpladser ved metrobyggeri.
Byggeriet af Metro Cityringen i København vil skabe 25.000 årsværk i hele anlægsperioden, men der er to år efter det første spadestik blev taget ikke skabt mere end to lærlingepladser.

Det vækker harme hos Enhedslisten i København, som kræver en redegørelse fra overborgmester Frank Jensen (S).

- Når vi bygger for så mange milliarder skattekroner, skal det selvfølgelig også skabe lærlingepladser. Alt andet ville jo være åndssvagt, siger beskæftigelsesordfører Signe Færch.

Enhedslisten foreslår, at der fastsættes konkrete målsætninger for, hvor mange lærlingepladser der skal skabes.

- Lige nu mangler flere tusinde unge københavnere en lærlingeplads. Vi har en enestående chance for faktisk at skabe praktikpladser til dem - den chance må vi ikke kaste på gulvet, siger beskæftigelsesordføreren.

Kontrakterne til det 22,2 milliarder kroner dyre offentlige byggeri blev for tre år siden underskrevet uden såkaldte sociale klausuler, der stillede krav til praktikpladser.

Og en frivillig lærlingeaftale, indgået i juni 2011 mellem byggeriets parter, er indtil videre slået fejl.

- Det er helt til grin, at Københavns Kommune bruger millioner på at udarbejde strategier for flere praktikpladser, mens der ikke skabes praktikpladser på det største offentlige byggeri i Københavns historie, siger Signe Færch.

Fagforbundet 3F havde håbet, at aftalen ville skabe over 400 praktikpladser, og 3F er derfor skuffet over, at der indtil nu kun er skabt to.

De to har fået læreplads hos et dansk firma, mens de to store udenlandske underentreprenører, der står for betonarbejdet, endnu ikke har søgt om tilladelse til at oplære en lærling, oplyser 3F til Politiken.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094