23948sdkhjf

Det er blevet sjovere at gå på arbejde

De timelønnede tages med i planlægningen - det giver mere arbejdsglæde og sikkert også mere i lønningsposen
Der er mindre spild af tid og materialer, problemerne tages i opløbet - og så er det sjovere at gå på arbejde.

Sådan lyder nogle af vurderingerne fra de betonsjak fra NCC, som har været med i udviklingsprojektet “Tillidsbaseret Lean".

- Alle bliver inddraget i arbejdet, alle kommer med ideer og løsningsforslag og dermed får alle tidligt ejerskab, til det vi arbejder med, siger Bo Axelgaard, en af sjakbajserne på NCC’s boligbyggeri Havnevigen på Islands Brygge i København.

Det er fredag morgen kort før sommerferien og det ugentlige tavlemøde er lige overstået. På en halv time gennemgår sjakkene og formand Ole Worm den snart afsluttede arbejdsuges produktion og ser frem mod den kommende uge. Der er en god grund til, at det kaldes tavlemøde. Tavlen bruges flittigt til at notere udfordringer og ideer, og ikke mindst til at sikre, at forslagene ikke bare bliver hængende i luften men rent faktisk omsættes i handling og efterfølgende vurdering af, om det så virker.

Sikkerheden er som altid første punkt. Et trappetårn ændrer ved adgangsvejene, men det er løst. Det er derimod et irritationsmoment, at VVS-folk fra en underentreprenør konsekvent overtræder kravet om brug af sikkerhedshjelm og åbenbart ikke forstår en kollegial opfordring. Det besluttes, at formanden skal orienteres ved gentagelse og at VVS-firmaet så i givet fald får at vide, at det kan føre til bortvisning af de pågældende medarbejdere. Næste uges støbninger gennemgås i detaljer. Ferieplanen gennemgås. Der udpeges en ny skuransvarlig i ferieperioden. Oprydningen i skuret er blevet lidt slappere og skal strammes op. Sommerheden har givet mange tomme vandplastflasker på pladsen. De skal samles - og der er i øvrigt pant på dem!

Sund fornuft

Det er i dag sjakbajs Bo Axelgaard, der leder tavlemødet, som gennemføres i en uhøjtidelig og afslappet atmosfære med morgenkvikke bemærkninger men med fokus på at få løst et problem, som er kommet snigende de seneste uger. Det går nemlig ikke helt godt nok med at rydde op efter endt støbning. Der er her tæt på sjakkenes afslutning på byggepladsen ved at indfinde sig en lidt for afslappet holdning til oprydning. Der er rundt om bordet enighed om at stramme op, så man kan nå tilbage til den hidtidige standard. Forskalling, jernkasser og skruer skal fjernes, inden man går videre til næste opgave. Det tager måske kun et kvarter, men sparer tid siden. Der peges ikke fingre. Alle har ansvar. Oprydning er en fælles opgave.

- Det er ikke raketvidenskab. Det er forholdsvis banalt, men det er sund fornuft - og det virker. Alle bliver inddraget og alle kan komme med input. Tidligere blev beslutningerne truffet oppefra og kommunikeret ned gennem systemet. Nu er sjakkene med til at planlægge og dermed forbedre effektiviteten. Samarbejdet mellem de forskellige sjak er også blevet meget bedre. Vi ved, vi er afhængige af hinanden. Det er vel vidensdeling sat i system, siger Bo Axelgaard efter tavlemødet er overstået og folkene finder vej ned på pladsen.

Formand Ole Worm er heller ikke i tvivl om, at det ugentlige morgenmøde er en god investering.

- Vi bruger tid på møder, men jeg er sikker på, at tiden er givet godt ud, fordi alle involveres. Vi har fået mere åbenhed, og de bringer også ideer og forslag fra de lidt mere stille typer frem, siger han.

Større arbejdsglæde

Jord- og betonarbejder John Vergara er også blevet glad for at blive inddraget.

- Vi har alle noget at bidrage med, men vi er jo aldrig blevet spurgt. Nu har vi muligheden for at påvirke tilrettelæggelsen af arbejdet. Det er en fordel for alle og bestemt ikke spild af tid.

I sjakket er der enighed om, at inddragelsen har skabt større arbejdsglæde og mindre sygefravær. Hvis det samtidig kan betyde lidt mere i lønningsposen på grund af større produktivitet, gør det naturligvis heller ikke noget.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109