23948sdkhjf

Det er fortsat hårde tider for installatører

Hver fjerde installationsvirksomhed kørte med røde tal i 2011, viser ny stor brancheundersøgelse
Den gode nyhed er, at en stor del af de danske installationsvirksomheder er begyndt at tjene penge. Men hver fjerde virksomhed kører fortsat med blodrøde tal på bundlinjen.

Det gennemsnitlige resultat per ansat er dog steget fra 22.100 kroner i 2010 til - fortsat lave - 28.600 kroner i 2011, men virksomhederne har efterhånden fået tilpasset sig nye markedsforhold og -betingelser.

Det fremgår af den årlige analyse af den økonomiske udvikling i installationsbranchen, som revisionsselskabet Deloitte og installatørernes organisation, Tekniq, sendte på gaden i går.

Analysen baserer sig på regnskabstal fra 2011, og med en stigning på 27 procent i resultat for hver ansat i forhold til 2010 er der heldigvis lyspunkter for branchen.

Til gengæld ser det nu ud til, at el-installatørerne har overhalet vvs-installatørerne. For hvor vvs-virksomhederne historisk har realiseret et bedre resultat pr. ansat end el-installatørerne, så ligger sidstnævnte i 2011 højere end vvs-installatørerne.

- Det er positivt, at der er fremgang i den gennemsnitlige indtjening i branchen, men der er fortsat for mange virksomheder, som har underskud eller meget lave overskud. Det er vigtigt, at de virksomheder lærer af de bedste i branchen, så de får løftet indtjeningen, siger partner Bo Odgaard fra Deloitte.

Delt i to

Branchen er delt i de virksomheder, som har været gode til at tilpasse sig de nye markedsvilkår og de virksomheder, som ikke er lykkedes med det, og som derfor har tabt terræn.

Især de af virksomhederne, som har deres primære virke i entreprisemarkedet, har det svært.

Analysen viser nemlig, at der sker en polarisering i branchen. For eksempel tjente den bedste fjerdedel af installatørerne 13 gange så meget per ansat, som de resterende tre fjerdedele af virksomhederne.

- De virksomheder, der tjener gode penge, kender typisk deres egen virksomhed ualmindelig godt, og har indsigt i hvor indtjeningen kommer fra. Desuden har de øje for, hvor der er mulighed for at gøre en god forretning, siger Bo Odgaard.

Stigende indtjening

En positiv tendens er dog, at branchens overskudsgrad igen er stigende.

I perioden fra 2007 til 2010 faldt overskudsgraden fra 5,6 til 2,3 procent. Men i 2011 er den tendens vendt, så den gennemsnitlige overskudsgrad i 2011 lå på 2,8 procent.

Det vil sige, at branchen tjente 2,8 øre for hver omsat krone.

Hos Tekniq er man på trods af fremgangen ikke klar til helt at løfte armene i vejret, men adm. direktør Niels Jørgen Hansen synes, fremtiden ser fornuftig ud.

- Vores analyse viser, at der er gode muligheder for at tjene penge i branchen. Vi har 25 procent af virk-somhederne, som klarer sig rigtig fint. Og når man tænker på de energiopgaver og den stigende mængde teknik i både bygninger og produktionsanlæg, så bør der være et fornuftigt fremtidigt marked. Men det kræver naturligvis, at virksomheder enten går i gang med eller fortsætter deres tilpasning til de nye markedsvilkår og -muligheder, som både dagen i dag og fremtiden byder på, siger Niels Jørgen Hansen.

De større virksomheder klarer sig fortsat skidt. Virksomheder med mere end 100 ansatte havde således en gennemsnitlig overskudsgrad på 0,6 procent i 2011.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125