23948sdkhjf

Lønmodtagerne skal hives væk fra sofaen

Fagforbund og fagforeninger gør en ekstra indsats for at få flere medlemmer til at stemme om overenskomsterne
Sofaen plejer at vinde, når lønmodtagerne skal tage stilling til deres nye overenskomst. Stemmeprocenten til urafstemningen til det private arbejdsmarkeds overenskomstfornyelse er faldet stort set fra gang til gang. Nu skal udviklingen imidlertid vendes.

Flere forbund, også inden for byggeriet, har iværksat en særlig indsats for at få banket medlemsdeltagelsen op.

Malerforbundet besluttede på sin seneste kongres, at alle medlemmer skal kontaktes telefonisk. Det arbejde er man netop nu i gang med.

- Vi har frikøbt 20 tillidsfolk, der i løbet af tre dage i denne uge ringer rundt til samtlige vores 2.300 medlemmer, siger Susanne Rasmussen, der er formand for Malerforbundets afdeling i Storkøbenhavn.

At det nytter med en personlig kontakt erfarede den storkøbenhavnske malerafdeling i 2012, hvor man tilsvarende ringede til alle medlemmer og opnåede en stemmeprocent på 32, mens forbundet som helhed havde en stemmeprocent på 25.

- Der er vigtigt, at medlemmerne tager stilling til overenskomsten. Vi anbefaler medlemmerne at stemme nej, fordi vi ikke fik forhandlet en ny overenskomst og blev samlet op af mæglingsforslaget, men det vigtigste er, at medlemmerne stemmer. Medlemmerne er generelt positive over at blive mindet om, at de skal stemme. Vi har opdaget, at flere medlemmer har smidt afstemningsmaterialet ud, fordi de har troet, det var en reklametryksag. Opringningen sikrer, at vi kan genfremsende materialet, siger Susanne Rasmussen, der mener, at det ultimative succeskriterie er en stemmeprocent på 60-65 procent.

Også i 3F-afdelingen BJMF i København tager man telefonisk kontakt til samtlige medlemmer.

Afdelingsformand Claus Westergreen håber, at man kan nå en stemmeprocent på 40 mod 27 procent for to år siden.

- Medlemmerne er glade for at blive gjort opmærksom på, at det er nu, de skal tage stilling, og så håber vi, at de får stemt. Der er ingen undskyldning, for der er flere muligheder for at afgive sin stemme, siger Claus Westergreen.

- Vi skal simpelthen have flere til at deltage i demokratiet om vores overenskomster, siger han.

Målet er 50 procent

I Byggegruppen i 3F sendtes i øvrigt i går en sms til samtlige medlemmer, som man har mobiltelefonnummer på, med en opfordring til at stemme.

Også Dansk Metal prøver at kontakte samtlige sine medlemmer, og forbundsformand Claus Jensen har gjort en deltagelse på 50 procent til succeskriteriet. Han mener, at det er vigtigt for legitimitetens skyld, at medlemmerne bruger den demokratiske ret til at give udtryk for deres mening.

Blandt byggeforbundet havde Blik- og Rørarbejderforbundet i 2012 den højeste deltagelse med godt 41 procent af de involverede. En tilsvarende eller højere deltagelse kan forventes denne gang, da overenskomstforhandlingerne for anden gang i træk endte i sammenbrud og fordi forbundet entydigt giver arbejdsgiverne skylden.

Teknisk Landsforbund havde sidste gang en deltagelse på 35 procent, og den ser forbundsformand Gita Grüning gerne en tak op. Forbundet skriver således mails til samtlige medlemmer med mail-adresse. Her kan der stemmes både via internet og sms.

Stor bevidsthed

Arbejdsmarkedsforsker, lektor Christian Lyhne Ibsen fra FAOS, oplever, at fagforbundene er meget bevidste om, at de skal have flere medlemmer til at deltage i afstemningen om overenskomsterne.

- Vi har vel ikke nået et alarmerende niveau, men hvis man mange gange i træk ender på en deltagelse på den forkerte side af 30 procent, kan man stille spørgsmålet om urafstemning fortsat er den rigtige måde at tage stilling på. Det kunne være, at man så i stedet burde overveje at lade kompetente forsamlinger afgøre spørgsmålet.

Han mener, at forligsmandslovens 40 procents-bestemmelse kan anvendes som legitimitetsparameter. Reglen siger, at hvis der er mindre end 40 procent af de involverede, der deltager i afstemningen, skal 25 procent af de stemmeberettigede stemme nej for at forkaste et mæglingsforslag.

Arbejdsgiverorganisationerne stemmer ved kompetent forsamling. Det er i de fleste tilfælde allerede sket med et ja til følge.

Lønmodtagerne kan stemme frem til en gang midt i næste uge. Forligsmanden offentliggør resultatet fredag i næste uge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11