Mennesket vender tilbage til byerne
Tre danske byer og deres ambitiøse projekter er nomineret til Byplanprisen: Vejles midtbystrategi, havneplanen i Lemvig samt Odense, der forvandler sig fra stor dansk by til dansk storby
Om det bliver Vejle, Odense eller Lemvig, der får prisen vil blive afsløret på årets byplanmøde 25. september i Herning.
Frem mod 2020 investerer Odense massivt i infrastruktur og velfærdsudvikling. Den store forandring skal være med til at rykke Odense fra - som sloganet er døbt - en stor dansk by til en dansk storby".
- Kommunen nomineres for at tage kampen op og for at bruge planlægningen som et aktivt instrument i den store omdannelse fra industri- til vidensby, lyder det blandt andet fra juryen i begrundelsen for at indstille Odense til Byplanprisen.
En samlet strategi
Odense er nomineret for sin samlede strategiske satsning og aktive investeringer i fremtiden.
Byen har ifølge folkene bag Byplanprisen formået at tiltrække massive investeringer, der vil betyde et samlet løft. Det er på den måde lykkedes at koble den fysiske planlægning med investeringsstrategien. Man er for eksempel i fuld gang med at udbygge campus med sygehus, universitet og 60.000 mennesker, der vil blive betjent af den kommende letbane.
- Der satses massivt på fortætning og bæredygtig transport, lyder det fra jurymedlemmerne Lisbeth Nørskov, Maj Green og Peer Frank.
Det seneste og meget synlige resultat er, at den store gennemfartsvej Thomas B. Thriges Gade i juni blev lukket for biltrafik. Gaden har i byplankredse været kendt som et skræmmeeksempel, fordi den favoriserede bilisterne og brutalt skar Odenses centrum over i to.
- Derfor er det en stor glæde for juryen at se, at dagsordenen nu er skiftet, og at bylivet igen vender tilbage, lyder det fra juryen.
En aktiv by
Også Vejle Kommune nomineres til Byplanprisen for igennem en lang årrække at have arbejdet målrettet med byrum og byliv som led i en samlet bystrategi. Der er realiseret en lang række flotte byrum fra Byparken i 1992 over Banegårdspladsen i 1998 til Mariaparken i 2013.
En hovedtendens i alle disse rum, uanset om de er hårde eller bløde er, at der er skabt plads til "livet mellem husene".
Overalt har Vejle Kommune samarbejdet med internationalt anderkendte arkitektfirmaer og i mange tilfælde kunstnere.
Højvandssikring giver liv
Sidst men ikke mindst er Lemvig Kommune nomineret for sin havneplanlægning og sin evne til at gribe borgernes ønsker om liv på havnen. Havnen er under omdannelse fra erhvervs- og fiskerihavn til turist og fritidshavn med aktivitetspladser, spisesteder samt fiskehandel, og kommunen har ifølge juryen formået at gøre en dyd ud af en nødvendighed ved at sikre byen mod årlige og tilbagevendende højvander. En bølget mur opdeler det store havnerum i mindre rum som "favner" vandsiden og bysiden i bueslagene.
Vejen langs højvandssikringen får status af "gågade med kørsel tilladt". Og fortovspromenaden langs havnefronten samler by og havn.
Kommunen nomineres også for sin evne til at imødekomme lokale behov. I sommeren 2013 blev de en del af arkitekturkampagnen Byg Det Op, der fulgte hvordan unges behov for et mødested blev til virkelighed.