En landsdækkende undersøgelse fra Asfaltindustrien, offentliggjort 15. september, kaster nyt lys over borgernes holdning til de kommunale veje, fortove og cykelstier. Med over 5.200 repræsentative svar kortlægges både nationale tendenser og lokale forhold i 12 kommuner – og resultaterne er tydelige.
"Mere end halvdelen af danskerne siger, at huller i vejene og ujævne belægninger gør det utrygt at gå, cykle og køre. Det er overraskende højt og viser, at der er problemer i den nære infrastruktur," siger Jakob Svane, adm. direktør i Asfaltindustrien.
Et overraskende politisk tema
Undersøgelsen viser, at 42 procent af borgerne oplever, at tilstanden på veje og cykelstier er blevet værre de seneste 5-10 år. Det betyder, at vælgerne oplever en forringelse i netop den periode, hvor de nuværende kommunalpolitikere har haft ansvaret.
"Der tegner sig et billede af, at området er blevet forsømt, og det giver en oplagt politisk platform frem mod kommunalvalget," siger Jakob Svane.
Når vælgerne skal rangere 19 forskellige kommunale områder, kommer infrastrukturen på en overraskende fjerdeplads – kun overgået af ældrepleje, folkeskole, og kommunens økonomi. Dermed prioriterer borgerne de kommunale veje højere end eksempelvis børnehaver, sundhed, miljø og kultur.
"Vi havde håbet at lande i den øverste halvdel, men at veje og cykelstier kommer ind så højt i rangeringen viser, at borgerne ønsker handling, og at kommunalpolitikerne bør lytte," siger han.
Mere end halvdelen af danskerne siger, at huller i vejene og ujævne belægninger gør det utrygt at gå, cykle og køre.
Adm. direktør Jakob Svane
Muligheder for grønne løsninger
Selvom undersøgelsen viser, at der er problemer på området, vil Asfaltindustrien også bidrage til at finde løsninger. Jakob Svane peger på, at det faktisk er muligt for kommunerne at vedligeholde og udbygge vejnettet på en langt mere klimavenlig måde end tidligere.
"I dag består ny asfalt af mere end 30 procent genbrugsmateriale, og potentialet er langt større. Asfalt kan i princippet genbruges 100 procent, så jo højere andel, desto lavere belastning," siger han.
Ifølge ham er der dog stadig barrierer. Nogle kommuner opstiller maksimumgrænser for, hvor stor en genbrugsandel asfalten må indeholde – en praksis, der direkte modarbejder den grønne omstilling.
"Det er en lavthængende frugt at fjerne de grænser. Vi har allerede set kommuner, der har ændret deres udbudskrav, og det er vejen frem, hvis vi skal kombinere bedre veje med lavere klimabelastning," siger han.
Han ser derfor meningsmålingen som en påmindelse til kommunalpolitikerne. Borgerne ønsker både bedre veje og stier og en mere tryg hverdag. Samtidig har branchen udviklet teknologier, der gør det muligt at levere løsninger, der er langtidsholdbare og har en lav klimabelastning.
FAKTA: Asfaltindustrien
Asfaltindustrien er branche- og arbejdsgiverforening for danske virksomheder, der fremstiller og/eller udfører asfaltbelægninger eller hermed beslægtede aktiviteter. Foreningen repræsenterer 35 asfaltfabrikker i Danmark og en række laboratorier, hvor virksomhederne produktudvikler fx asfalt med lav rullemodstand, der sparer CO2, asfalt med genbrug og asfalt med biologiske bindemidler. Der produceres 3,5-3,8 mio. ton asfalt om året i Danmark, og industrien beskæftiger direkte 2.000 medarbejdere.
Se mere på www.asfaltindustrien.dk
Kilde: Asfaltindustrien