Coop Byen består af fire etaper opkaldt efter nogle af Coops kerneværdier: Gæstfriheden, Samværet, Omtanken og Venligheden. ”Lige nu er vi i gang med at bygge etape 2 og 3, mens etape 1 stod indflytningsklar i 2025. Her kan vi nu se lys i vinduerne og liv i gården og orangeriet. Vi er glade for de mange nye beboere, der er flyttet ind og er begyndt at tage fællesarealerne i brug,” forklarer Thomas Kjær Petersen, senior projektchef i PensionDanmark.
Flere arkitekter – ét samlet bykvarter
Coop Byen er udviklet i et samarbejde mellem PensionDanmark og flere arkitektfirmaer. Byggerierne blev tidligt i processen tegnet frem til skitseforslag, så arkitektur og boligkoncepter kunne afstemmes på tværs. Herefter er etaperne projekteret færdigt i tæt samarbejde med totalentreprenøren HHM. ”Det har givet en stor variation i facader, tage og materialer – og samtidig sikret en arkitektonisk sammenhæng på tværs af bykvarteret. Det er et bevidst greb, som adskiller sig fra nogle af Albertslunds større byggerier fra 1960’erne,” siger Stig Ammitzbøll Jørgensen, byudviklingschef i PensionDanmark.
Lige nu er vi i gang med at bygge etape 2 og 3, mens etape 1 stod indflytningsklar i 2025. Her kan vi nu se lys i vinduerne og liv i gården og orangeriet. Vi er glade for de mange nye beboere, der er flyttet ind og er begyndt at tage fællesarealerne i brug
Thomas Kjær Petersen, senior projektchef i PensionDanmark
Fællesskaber skal give tilfredse lejere
Fællesskaber har været et nøgleord i udviklingen af Coop Byen. Hver karré har egne fællesrum med ”hverdagscaféer” og multirum, mens byparken og kvarterpladsen inviterer til aktivitet og møder mellem naboer fra hele bydelen. P-huset, som NCC har bygget, har porte, der kan åbnes, så stueplanet kan bruges til markedsdage og arrangementer. Byparken fungerer som et grønt samlingspunkt og binder området sammen med Coops hovedkontor, der er en del af det nye bykvarter. ”Grundtanken har været at gøre det nemt at mødes på tværs af alder og interesser. Vi tror på, at mennesker trives bedst sammen med andre mennesker – og i sidste ende handler det om tilfredse lejere,” uddyber Stig Ammitzbøll Jørgensen. Arkitema, AART og Holscher Nordberg har tegnet byggerierne, mens Thing & Brandt Landskab står bag byparken og de fælles byrum, der skal styrke biodiversiteten.
Totalentreprenør tidligt ombord
Samarbejdet mellem PensionDanmark og HHM begyndte allerede i 2021 med en model for tidlig inddragelse af byggeriets parter. I 2023 gik opførelsen af første etape, Gæstfriheden, med 137 lejligheder i gang. Herefter fulgte Langbordet, Spisekrogen og Højbedet i 2024 - med i alt 129 lejligheder og 12 rækkehuse. Byggeriet Omtanken med træfacader er godt i gang, og opførelsen af byggeriet Venligheden, som afslutter Coop Byen, har lige fået byggetilladelse. ”Vi valgte HHM efter en konkurrence med flere stærke entreprenører, fordi HHM har solid erfaring med boligbyggeri, stor faglighed med egenproduktion i flere fag og en generel tilgang, der matchede vores ambitioner for projektet,” forklarer Thomas Kjær Petersen.
Samarbejde med stor betydning
Byggeriet har ikke været uden udfordringer. Coronaperioden stillede krav til nye samarbejdsformer, og krigen i Ukraine betød usikkerhed omkring materialer og priser – særligt på stål. ”I en periode handlede det om at have is i maven og løbende vurdere udviklingen i materialepriserne, så vi kunne træffe de rigtige beslutninger på det rigtige tidspunkt. Her har det været afgørende,at vi har haft gode samarbejdspartnere hele vejenigennem,” slutter Thomas Kjær Petersen. Coop Byen forventes at stå helt færdig medio2027
FAKTA OM COOP BYEN
Coop Byen bliver et bykvarter med 368 boliger til familier, par, singler og seniorer. Her bliver plads til ca. 1.000 beboere
Boligerne varierer fra 1-6 værelser og får en gennemsnitsstørrelse på 90 m2 Boligerne skal certificeres efter den internationale DGNB-standard i kategorien guld, ligesom de store byggerier også bliver svanemærket
Coop Byens samlede areal er ca. 45.000 m2; hvilket svarer til ca. 6 fodboldbaner P-huset får plads til 465 biler og bliver DGNBcertificeret i kategorien guld
Det er projektselskabet Coop Byen Vest P/S, ejet af PensionDanmark, der er bygherre på projektet.