23948sdkhjf

Züblin bygger første nye kirke i 30 år

Henning Larsen Architects har tegnet kirkebygningen i Ørestad

Ørestad på Amager får sin egen kirke - den første nyopførte kirke i København i over tre årtier.

Kirken, som er tegnet af Henning Larsen Architects og opføres af Züblin, bliver et flerfunktionelt fællesskabshus i træ med fokus på spiritualitet og kultur. Byggeriet blev officielt indledt med første spadestik den 4. juni.

Designet har en særlig arkitektonisk og materialemæssig profil, da hele byggeriet udføres i træ - herunder dæk, vægge og søjler - for at skabe en varm og bæredygtig oplevelse.

- Det er en ret kompliceret proces, især på trædelen, siger Anders Medin Feldbæk, direktør i Züblin, i en pressemeddelelse.

- Vi kommer til at bringe alle kompetencer i spil, og det bliver superspændende. Det kræver noget af alle parter, både rådgivere og leverandører, for vi skal opføre noget, vi ikke ser så ofte, fortsætter han. 

Plads til yoga og fællesspisning

Ørestad Kirke bliver 1.618 kvm fordelt på to etager med plads til op mod 406 siddende gæster. Bygningen er tænkt som et center for både kirkelige og kulturelle aktiviteter og er tænkt som et moderne samlingspunkt for områdets cirka 25.900 beboere. 

Kirken kommer til at indeholde kirkesal, kapel, gårdhave, kontorer og åbne kulturelle rum til eksempelvis foredrag, yoga eller fællesspisning.

- Vi har, med Ørestad Kirke, ønsket at genopdage kirkerummet og funktionen, så det tilpasser sig vores nutid, udtaler Nina la Cour Sell, partner i Henning Larsen Architects.

- Vi fik idéen til at skabe et fleksibelt og inkluderende samlingssted inspireret af lysninger i skoven og dagslyset, der filtreres gennem træerne. Her er træ som materiale centralt, og det fungerer på den måde som symbolsk bærer af både sociale og kulturelle værdier, uddyber hun.

Byggeriet er planlagt til at stå færdigt i slutningen af 2026. 

Der indgår i første omgang ikke et klokketårn, men det kan blive tilføjet i en senere fase. 

Projektet bygger videre på intentionerne i Ørestads første lokalplan fra 2006, hvor netop denne grund blev udlagt til kirkebyggeri.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.135