Forsinkede projekter slog dem tilbage: Nu er sjællandsk entreprenør tilbage på sporet

Et solidt millionoverskud.
Det er virkeligheden hos den Birkerød-baserede entreprenør Ole Jepsen A/S, der nu tjener de penge, der ifølge direktøren bør være "standard."
- Tingene er blevet normaliseret, vi er kommet tilbage til et niveau, hvor vi har været tidligere, siger Ole Jepsen, adm. direktør og hovedaktionær i Ole Jepsen A/S.
Virksomheden leverede et resultat efter skat på 15 mio. kr. i 2024 mod 11,5 mio. kr. året før.
- Det er et resultat, vi er tilfredse med, siger direktøren.
De seneste år har virksomheden været ramt af udskudte projekter, hvilket ifølge direktøren har været skyld i to år med resultater under det gennemsnitlige niveau.
Ser man på de seneste fem regnskaber, lander årets resultat i gennemsnit på 14,3 mio. kr.
Ole Jepsen A/S arbejder primært med offentlige og halvoffentlige projekter i form af renoveringer og nybyggeri.
Forsinkelser
I 2022 og 2023 blev resultaterne ikke som håbet, og det skyldes ifølge direktøren en række forsinkede projekter inden for boligrenovering.
- Det har været en væsentlig årsag til, at vi omsætningsmæssigt var på et lavere niveau. Men det har været ude af vores hænder, siger Ole Jepsen.
Forsinkelserne har været et spørgsmål om økonomiske aftaler, der skulle falde på plads mellem Landsbyggefonden, kommunerne og boligforeningerne.
- Det kan give nogle forskydninger, før tingene falder i hak. Vi kan få en aftale på en opgave, men det er afhængigt af, at de fornødne skema-godkendelser kommer på plads i kommunen, siger direktøren.
Noget, der ifølge direktøren er vanskeligt at planlægge sig ud af.
Øget Salgsindsats
En del af den økonomiske fremgang skal ses i de forsinkede projekter, der er afleveret i 2024. Der er ifølge Ole Jepsen imidlertid også en anden forklaring på væksten.
- Vi har haft en målrettet salgsindsats. Den har givet resultater i form af flere indgåede kontrakter og igangsatte byggesager, siger han.
Den nye salgsindsats har ifølge Ole Jepsen resulteret i en højere omsætning. Men direktøren ønsker ikke at oplyse, hvor stor omsætningen er.
- Vi synes ikke, det er relevant. Vi har altid fokuseret på, at det skal være en sund forretning med et godt økonomisk grundlag. Omsætningen er ikke det væsentligste, siger Ole Jepsen.

Offentlige opgaver og Bergmann-konkurs
Ole Jepsen A/S lever primært af offentlige og halvoffentlige projekter. Det er alt fra renoveringer af gymnasier, kaserner, boligblokke og plejehjem.
I øjeblikket er virksomheden hovedentreprenør på en totalrenovering af boligafdelingen Islevvænge for Rødovre Almennyttige Boligselskab. Projektet omfatter 190 boliger, og entreprisesummen lyder på 374 mio. kr.
Den konkursramte nedriver Bergmann Gruppen var ifølge Projektagenten hyret ind til nedbrydningsarbejdet.
- Det er trist, hvad der er sket med Bergmann Gruppen. Vi har arbejdet sammen gennem mange år, sagde Ole Jepsen om Bergmann Gruppen-konkursen.
Men Ole Jepsen ønskede ikke at gå i detaljer om, hvordan Bergmann Gruppens konkurs påvirker entreprenørens igangværende arbejde.
Lys start på 2025
Ordrebeholdningen i Ole Jepsen A/S var højere ved indgangen til 2025 end i de forgående år, fremgår det af årsrapporten.
- Vi forventer, at væksten vil være på et væsentligt lavere niveau end året før. Men vi vil have en vækst, siger Ole Jepsen.
Udover de udskudte projekter ser Ole Jepsen ikke andre udfordringer på markedet lige nu.
- I forhold til rentestigninger er det ikke noget, der påvirker os, da det er offentligt støttede byggerier, vi beskæftiger os med.
Direktøren ønsker ikke at sætte tal på den forventede vækst.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 39,8 | 30,4 | 34,9 |
Resultat af primær drift | 16,0 | 11,5 | 14,7 |
Resultat før skat | 18,7 | 14,8 | 8,9 |
Årets resultat | 15,0 | 11,5 | 6,7 |
Balancestatus | 152,7 | 160,4 | 124,5 |
Egenkapital | 69,3 | 62,3 | 56,8 |
Antal ansatte | 31 | 31 | 32 |
Kilde: CVR |