23948sdkhjf

Strømpeforing er mest effektivt til renovering af faldstammer

En hel eller delvis udskiftning af faldstammer kan i visse tilfælde være nødvendig, men i langt de fleste tilfælde er strømpeforing den optimale løsning, som kan forlænge levetiden på eksisterende faldstammer betydeligt – i visse tilfælde op til 100 år.

Strømpeforing er en teknik, hvor en fleksibel filtstrømpe imprægneret med epoxy indsættes i den eksisterende faldstamme, som først rengøres.

”Vi installerer strømpen i den rengjorte faldstamme ved hjælp af lufttryk. Når strømpen er installeret og imprægneret med epoxy, hærdes den med damp på cirka tre timer. Strømpen er blevet til et nyt rør inde i det gamle,” siger Henrik Tesgaard, regionschef i Aarsleff, Bolig & Industri.

Dette nye rør har en tykkelse på ca. 3 mm og er ekstremt slidstærkt, hvilket sikrer en markant forlænget levetid for faldstammen og tilhørende afgreninger.

"Vi kan se, at denne metode fungerer utroligt godt og har en lang holdbarhed. I de fleste tilfælde er en udskiftning af faldstammer ikke nødvendig, da strømpeforing kan forlænge deres levetid betydeligt – faktisk helt op til 100 år, hvilket er længere end den levetid på 50 år, man som udgangspunkt tilskriver faldstammer af støbejern."

Metoden har flere fordele sammenlignet med udskiftning. Den er billigere, hurtigere at udføre, kræver ikke destruktive indgreb i bygningen og giver et resultat, der er lige så godt som en ny faldstamme. Der skal ikke flyttes rundt på en masse ting, og beboerne kan blive boende under renoveringen.

Mange bygninger har behov for renovering

Flere undersøgelser viser, at et stort antal ejendomme fra 60’erne og 70’erne nu står over for udfordringer med slidte faldstammer. Ejerforeninger og boligforeninger bør derfor overveje at få lavet en vurdering af deres faldstammer i god tid, før større problemer opstår.

”Man kan også godt argumentere for, at faldstammer, der kun er 20 år gamle, også med fordel kan strømpefores. For vi ved jo, at faldstammer af støbejern vil ruste med tiden,” siger regionschefen.

Det vigtigste er at have en plan for vedligeholdelse og renovering, så man undgår dyre vandskader og driftsproblemer, påpeger han. Hvis en faldstamme bliver for medtaget af rust og slid, kan der opstå alvorlige skader i ejendommen. Lækager kan medføre omfattende skader på bygningen og skabe sundhedsrisici for beboerne. Sådanne skader kan også få forsikringsselskaber til at revurdere ejendommens dækning eller øge præmierne.

I de fleste tilfælde er en udskiftning af faldstammer ikke nødvendig, da strømpeforing kan forlænge deres levetid betydeligt – faktisk helt op til 100 år. Henrik Tesgaard, regionschef i Aarsleff, Bolig & Industri Vest

Coating vs. strømpeforing

Coating er en billigere løsning, men erfaringerne fra branchen viser, at metoden har betydelige ulemper.

"Vi har forsøgt os med coating, men vi er gået bort fra det, fordi levetiden er for kort i vores optik," siger Henrik Tesgaard.

Han peger på eksempler, hvor coating er skallet af efter 6-8 år, hvilket har skabt problemer i kloaksystemet og gjort det nødvendigt at skære det ud igen. En boligforening i Holbæk er et eksempel på en sag, hvor man valgte coating, men nu er tvunget til at få det fjernet igen. I denne sag var det dyrere at fjerne coatingen, end det oprindeligt havde været at installere den. Hertil kom prisen for en ny strømpe, for at boligforeningen igen kan have et tæt og velfungerende system.

Coating påføres som en sprayløsning, hvor et plastmateriale sprøjtes ind i røret og hærder. Udfordringen er, at det er meget svært at få en ensartet påføring i et rør, hvor man ikke kan se, hvad man laver. Hvis der kommer for meget materiale på ét sted, kan det give problemer med afløbet, og hvis der kommer for lidt, kan rust bryde igennem og løsne materialet, forklarer Tesgaard.

En bæredygtig løsning

Udover at være en holdbar løsning er strømpeforing også mere bæredygtig end en udskiftning. Udskiftning af faldstammer kræver ofte nedrivning af vægge og gulve, hvilket skaber store mængder byggeaffald og medfører en betydelig CO2-udledning. Strømpeforing reducerer behovet for omfattende nedrivning og minimerer spild, hvilket gør metoden til et miljøvenligt valg.

"Vi ser en stærkt stigende efterspørgsel på strømpeforing. Det giver en langtidsholdbar løsning uden unødvendigt ressourceforbrug," siger Henrik Tesgaard.

Aarsleff producerer sine strømper på egen fabrik i Hasselager ved Aarhus. Installationen udføres af veluddannede og servicemindede medarbejdere, der forstår vigtigheden af at arbejde i kundernes hjem.

Om Aarsleff

Aarsleff er en førende dansk entreprenørkoncern, som løser store projekter inden for infrastruktur, klimatilpasning, miljø, energi og byggeri – fra projektering til aflevering i det meste af verden. Aarsleff Rørteknik har specialiseret sig i fornyelse af rør, kanaler og kloakker i alle dimensioner og former. Aarsleff Rørteknik har mere end 40 års erfaring med strømpeforing af kloaksystemer i både bygninger og under jorden. Vi er markedsledende i Danmark inden for fornyelse af rør ved hjælp af strømpeforing – herunder hovedledninger, stikledninger samt rør i bygninger og ejendomme. Læs mere på www.aarsleffpipe.dk

Artiklen er en del af temaet Renovering.

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.184