Arkitektfirma står for kvalitetssikring af Nationalbankens facaderestaurering
Nationalbanken gennemgår en stor og nødvendig restaurering og renovering, som både skal bevare bygningen som en del af dansk kulturarv og samtidig fremtidssikre den som arbejdsplads for de mange medarbejdere. Bygningen er beklædt med Porsgrunn-marmor, men naturstenene skal nu skiftes ud – en omfattende proces, der forventes afsluttet i 2027.
”Marmorstenene buer op til 3 cm på midten. Det hænger sammen med de beslag og hæftninger, der er anvendt i sin tid. Der har ikke været tilstrækkeligt med fastgørelser på marmoren, og derfor er den blevet skæv. Så marmoren skiftes ud, og der anvendes nye fastgørelsesmetoder,” siger Bo Wiener, partner og afdelingschef i Krogh Arkitektur.
Bo Wiener har tidligere arbejdet med lignende renoveringsopgaver, herunder restaureringen af Alvar Aaltos Kunstmuseum ’Kunsten’ i Aalborg, hvor det også handlede om udskiftning af marmorfacaden, udført i samarbejde med Fruensgaard Byg. Fruensgaard Byg tager sig også af udskiftningen i Nationalbanken, mens Krogh Arkitektur bistår med kvalitetssikring af projektet.
Stor erfaring med bevaring af kulturarv
Nationalbanken er tegnet af arkitekten Arne Jacobsen, og bygningen blev i 2009 fredet af Slots- og Kulturstyrelsen på grund af dens arkitektoniske og kulturhistoriske værdier. Det er langt fra første gang, at Krogh Arkitektur er involveret i projekter, der handler om bevarelse af dansk kulturarv. Virksomheden har været involveret i adskillige projekter, der handler om restaurering og renovering af kirker og opførelse af sognegårde og kirkelige byggerier.
”Vi restaurerer kirker, der er opført helt tilbage i 1100-tallet, hvor man anvendte bl.a. egetræ, blytag og støbejernsvinduer. Vi opfører også nye præstegårde, nye sognegårde og tilbygninger til små landsbykirker. I tidligere regi har vi også været med til Frederikshavn Kirke, en stor kirke, hvor vi i samarbejde med Fruensgaard Byg også udskiftede facadesten. Vores erfaring med både gamle og nye bygninger gør, at vi kan finde holdbare løsninger, der respekterer det oprindelige arkitektoniske udtryk,” siger Michael Glad, partner og designchef i Krogh Arkitektur.
Genbrug og træbyggeri er i fokus
Renovering og genbrug er en stærk trend i den danske byggebranche, og det mærker man også tydeligt hos Krogh Arkitektur. Virksomheden har i Aalborg bl.a. stået for al arkitektarbejde i forbindelse med skitsering, myndighedsprojekt samt udbud, tilsyn og byggeledelse under totalrenoveringen af en etageejendom fra 1905.
Vores erfaring med både gamle og nye bygninger gør, at vi kan finde holdbare løsninger, der respekterer det oprindelige arkitektoniske udtryk. Michael Glad, partner og designchef i Krogh Arkitektur.
”Projektet var indstillet til Renoverprisen 2024, da vi bl.a. udviklede et nyt specialdesignet ’ventilationsvindue’ der matchede den gamle ejendoms æstetiske udtryk. Vi gennemgik bygningen fra top til tå og bevarede alt det, vi kunne. Vi genskabte stuk i boligerne, nye balustre og snedkerdetaljer til trappen i den stil man arbejdede, da man opførte huset. Den slags opgaver med totalrenovering ser vi rigtig mange af lige nu,” siger Michael Glad, partner og designchef i Krogh Arkitektur.
Bæredygtighed er centralt i alle projekter med fokus på genbrug og CO2-reduktion – ikke mindst med udsigt til de skærpede danske klimakrav til byggeriet fra d. 1. juli i år. Fokus på bæredygtighed indebærer bl.a., at man renser og genanvender materialer. Rensning af genbrugssten kan foregå maskinelt hos specialiserede firmaer, men det kan også gøres manuelt, som vi har set det udført på et projekt med en ny præstebolig i Romdrup syd for Aalborg.
”Det er dyrere at rense manuelt, men man sparer til gengæld energi, CO2, materialer m.v. Det er noget, vi løbende arbejder med – hvordan vi bedst muligt kan genbruge forskellige materialer i forhold til økonomi og miljøhensyn,” siger Bo Wiener.
3D-scanning før og efter
For at optimere restaureringsprocesser benytter Krogh Arkitektur også en avanceret 3D-scanner, der kan kortlægge bygningens tilstand før, under og efter renoveringen. Teknologien giver mulighed for nøjagtige målinger og detaljerede visualiseringer, som hjælper med at sikre, at de nye facadeelementer bliver monteret korrekt.
”3D-scanning gør det muligt at følge renoveringsprocessen digitalt og sikre, at vi bevarer bygningens oprindelige udtryk. Det er en stor fordel i store renoveringsprojekter som dette,” siger Bo Wiener.
Om Krogh Arkitektur
Er du på udkig efter en tegnestue der skaber og genskaber nordisk arkitektur 'med kant', der kan hjælpe dig i forbindelse med dit kommende byggeri, restaurering af ældre og kulturrige bygninger med fokus på bæredygtige og bevarende løsninger? Hos Krogh Arkitektur står vi klar til at hjælpe og rådgive dig. Vores team af dygtige og professionelle arkitekter og konstruktører løser små som store opgaver med stor professionalisme og engagement.