23948sdkhjf

ObelHus er Jyllands første svanemærkede renoveringsprojekt

Den gamle tobaksfabrik i Aalborg har gennemgået en stor renovering og er blevet omdannet til 65 lejligheder. Projektet har haft fokus på at bevare den oprindelige konstruktion og samtidig sikre en reduceret miljøbelastning og et lavt energiforbrug – og nu er ObelHus certificeret som den første svanemærkede renovering i Jylland.

ObelHus er en af Aalborgs mest ikoniske bygninger, og den karakteristiske bygning fra 1938 har gennem tiden huset både tobaksproduktion og universitetsstuderende, men fremover skal der bo børnefamilier og andre, der sætter pris på et godt miljø. Bygningen har nemlig netop gennemgået en omfattende renovering, der har fået tildelt det prestigefulde miljømærke Svanemærket.

Svanemærket tildeles af Miljømærkning Danmark, og direktør Martin Fabiansen glæder sig over, at renoveringsprojektet er en realitet: “Det er den første svanemærkede bygningsrenovering i Jylland, hvilket naturligvis glæder os. Rigtig mange bygningsejere, kommuner og boligselskaber står over for at skulle renovere i løbet af de kommende år, og projektet er med til at vise vejen til en positiv og grøn udvikling inden for renovering, hvor der blandt andet er fokus på genbrug af bygningsdele og materialer – noget, der er med til at fremme cirkulær økonomi og den grønne omstilling.”

“Projektet er med til at vise vejen til en positiv og grøn udvikling inden for renovering, hvor der blandt andet er fokus på genbrug af bygningsdele og materialer.” Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark, som har ansvaret for Svanemærket i Danmark

Giver både økonomisk og klimamæssig værdi

ObelHus-projektet er et godt eksempel på, hvordan historiske bygninger kan transformeres til moderne boliger med fokus på miljø og klima – og på de mennesker, der skal opholde sig i bygningen.

”Både økonomisk og klimamæssigt kan det være fordelagtigt at renovere frem for at rive ned og bygge nyt, og en svanemærket renovering tager ekstra hensyn til miljø og klima og er samtidig med til at fremme cirkulær økonomi”, siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, afdelingschef for byggeri i Miljømærkning Danmark.

OM OBELHUS-PROJEKTET:

* Har effektiv varmegenvinding, der mindsker energiforbruget.

* Den eksisterende betonkonstruktion er bevaret.
* Kontrol under byggeriet..

* Isolering er lavet af knust glas .

* Facadepuds er fri for biocider og konserveringsmidler.
* Maling og fugemasse er uden uønsket kemi.

Certificeringen med Svanemærket betyder bl.a., at ObelHus kan dokumentere et lavt energibehov og godt indeklima. Derudover har bygningen under selve renoveringen levet op til skrappe krav til bl.a. genanvendelse og affaldshåndtering. Bygherren C.W. Obel Ejendomme har været ambitiøs fra starten af projektet, og derfor er de stolte over at have opnået certificeringen, forklarer Michael W. Henriksen, der er afdelingschef for C.W. Obel Ejendomme: ”Med Svanemærket er vi blevet udfordret til at tænke på en helt ny måde, og det har stillet store krav til os og vores leverandører. Vi er stolte over at stå i spidsen for Jyllands første svanemærkede renoveringsprojekt. Med Svanemærket kommer der en stor bevidsthed om, hvad det er for nogle rammer, vi tilbyder dem, der skal bo i bygningerne. Vi kan godt lide tanken om, at der ikke er bygget uønsket kemi ind i bygningen, og at der er et godt indeklima, hvilket kommer lejerne til gode – både nu og her og i fremtiden.”

Fakta: Svanemærket

Svanemærket bygningsrenovering garanterer, at:

• bygningen har et lavt energiforbrug efter renoveringen
• bygningen har et godt indeklima og lave emissioner af farlige kemikalier
• bygningen er miljøkortlagt, og sundheds- og miljøfarlige stoffer samt farligt affald er bortskaffet på korrekt vis
• byggeprodukter, materialer og kemiske produkter opfylder høje miljø- og sundhedsmæssige krav
• renoveringen har fremmet genbrug af byggeprodukter og materialer

Læs mere om svanemærket renovering på www.svanemærket.dk/renovering

www.svanemærket.dk/renovering

Artiklen er en del af temaet Renovering.

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079