Pionerprojekt i Skive: 40 boliger skal give mere, end de tager
Med 40 boliger, fælles kontorfaciliteter, værksteder og et stort samlingsrum er projektet Spottet i Skive et på, hvordan bæredygtigt byggeri og arealomlægning kan se ud.
Sweco og Det Planetære Projekt, arkitekt- og ingeniørrådgiverens visionsprojekt for bæredygtighed, indtager en vigtig rolle i udviklingen af byggeriet og området, der har en ambition om fremme byggeri, der giver mere tilbage, end det tager.
Swecos fire innovationer i udviklingen af Spottet
1. En planetær lokalplan: Udvikling af en målbar lokalplansmodel bygget op omkring de planetære grænser og doughnutøkonomien.
2. En planetær byggeskik: Udvikling af en byggeskik der tager afsæt i waste-to-x teknologier og brug af biogene materialer fra Skiveegnen.
3. En planetær arealforvaltning: Udvikling af projektområdet som demonstrationsprojekt, hvor Danmarks fremtidige arealmuligheder vises til inspiration for egnen og resten af Danmark.
4. Et planetært årshjul: Udvikling af Spottets fællesskab, hvor egnens mange aktører; kommunen, borgere, uddannelse, foreninger og virksomheder kan mødes omkring den grønne omstilling.
Kilde: Sweco
- Jeg ser det som et forbilledligt og ansvarsfuldt projekt, hvor man udfordrer byudviklingens vanetænkning ved aktivt at bruge de planetære grænser som målestok, siger Karl-Martin Buch Frederiksen, innovationschef og leder af Det Planetære Projekt i Sweco, i en pressemeddelelse.
I Spottet placeres de 40 boliger til studerende, forskere og international arbejdskraft i de øverste etager, mens stueetagen bliver samlingspunkt for fællesskaber på tværs af beboere, borgere, foreninger og erhvervslivet. Hermed sigter projektet mod at skabe grobund for ny form for bæredygtig byudvikling, innovation og fællesskab.
Open source
Det er Swecos arkitekter og ingeniører, der har tegnet og udviklet bygningen til Spottet. Navnet er Almanakken.
Spottet har ambitioner om at blive en open source-model for fremtidens bæredygtige samfund.
Udover Sweco samarbejder Spottet med DTU og erhvervsparken GreenLab Skive om at udvikle projektet til en skabelon for regenerativt byggeri og arealforvaltning, der kan inspirere andre byer i Danmark og i udlandet.
Det Planetære Projekt
Det Planetære Projekt er et visionært viden- og visionslaboratorium initieret af Sweco.
Projektet arbejder med bæredygtig arealforvaltning og regenerativ byggeskik, hvor cirkulære ressourcer og biodiversitet spiller en central rolle.
Kilde: Sweco
- Med Spottet får vi et fyrtårnsprojekt, der viser, hvordan Skive flytter sig som foregangskommune inden for grøn omstilling. Vi kombinerer stærke lokale kræfter med national og international ekspertise for at skabe et miljø, der tiltrækker kompetencer og nye samarbejder, siger Peder Christian Kirkegaard (V), borgmester i Skive Kommune.
Projektet har støtte fra Skive Kommune, GreenLab Skive, Det Planetære Projekt og DTU. I øjeblikket arbejder Spottet på at sikre finansiering via fondsmidler, så projektet kan realiseres fuldt ud.
Målet er at have de nødvendige midler på plads i løbet af 2025, så Spottet kan begynde sin fysiske opførelse i 2026.
