Skantag skifter navn til Protan Entreprenør
Skantag A/S har siden 2003 været ejet af norske Protan Entreprenør AS - Nordens største tagentreprenør med 13 lokationer og hovedsæde i Norge samt 3 lokationer i Sverige under navnet Protan Entreprenad AB. Den danske afdeling vælger nu at skifte navn til Protan Entreprenør A/S.
”Navneskiftet er i høj grad et udtryk for, at vi ønsker at samle ressourcerne i Norden. Hidtil har der ikke været et tæt samarbejde i den norske koncern, men det kommer der fokus på nu. Det er der flere fordele i. Vi har alle kompetencerne i forhold til innovation, IT-systemer og grøn omstilling samlet centralt på hovedkontoret i Norge. Nu skal vi arbejde tæt sammen og det betyder, at processerne og værktøjerne, vi har at arbejde med, bliver skarpere og mere koncentrerede i forhold til at modernisere virksomheden. Det er jo en klar fordel at have en koncern, man kan læne sig opad i forhold til know-how og digitaliseringsproces,” siger Martin Debel, Country Manager i Protan Entreprenør A/S.
Den danske virksomhed er nu i fuld gang med at integrere og modernisere med nye værktøjer og IT-systemer, der er gennemtestede i Norge og Sverige.
Navneskiftet er i høj grad et udtryk for, at vi ønsker at samle ressourcerne i Norden Martin Debel, Country Manager i Protan Entreprenør A/S.
Videndeling og skifte til folie
Martin Debel ser frem til, at deling af viden og tekniske kompetencer på tværs i koncernen vil styrke konkurrenceevnen. Og han understreger, at der nu kommer et strategisk skifte i virksomhedens tilgang til det danske marked.
”Det er jo udbredt i Danmark at anvende tagpap, som også har været fokus i Skantag. Men vores norske koncern har en anden løsning, der er væsentlig grønnere og mere konkurrencedygtig, end tagpap er i Danmark. Det handler om tagfolie - et helt oliefrit produkt, der fremstilles af genbrugsmaterialer i plast. Det er en løsning, der spiller rigtig godt ind i den grønne agenda, og vi går nu i gang med at udbrede viden om produktet, der er rettet mod flade tage og lavhældningstage,” siger Martin Debel.
Fremover vil Protan Entreprenør A/S fokusere på at være leverandør af folie frem for tagpap. Man siger ikke nej til de tagpapkunder, man har i forvejen, men fokus vil være på folie, når der bydes ind på tagentrepriser.
Flere fordele ved folie
Martin Debel påpeger, at en del store europæiske virksomheder prioriterer folie frem for tagpap - det gælder bl.a. IKEA, Rema og Lidl, som vi kender fra det danske marked.
”Der er både miljømæssige og tekniske fordele ved folie. Folien er oliefri og 98 pct. genbrugsbar, og det vejer positivt i LCA. Folietaget kan genanvendes, mens tagpap er væsentligt sværere at genanvende. Rent teknisk er det en fordel, at folien er diffusionsåben - dvs. den kan ånde - hvilket gør den velegnet til at imødegå udfordringer med kondens og fugt, særligt i lave installationshøjder. Folien er lige så holdbar som tagpap, og den er også kun i ét lag mod tagpaps 2-3 lag, hvilket gør den nemmere at håndtere,” siger Martin Debel og fortsætter:
”Folie er teknisk bedre end tagpap, men det er et produkt, som markedet i Danmark skal vænne sig til. Så nu skal vi ud at vise i rådgiverbranchen og hos Bygherreforeningen, hvad produktet kan.”
Om Protan Entreprenør A/S
Virksomheden skifter navn fra Skantag til Protan Entreprenør. Virksomheden ejes af norske Protan Entreprenør AS, der er Nordens største tagentreprenør. Fremover vil danske Protan Entreprenør A/S skifte fokus fra tagpap til tagfolie, der er fremstillet af genbrugsplast og har flere fordele i forhold til tagpap.
Kilde: Protan Entreprenør A/S