23948sdkhjf

Marker næsten så langt øjet rækker: Sender gårdbørnehave i udbud

Hovedentreprisen udbydes med en rammen på små 30 millioner kroner

En hyggelig daginstitution omgivet af marker næsten så langt øjet rækker og med masser af plads til at boltre sig på for 60 nysgerrige børnehavebørn. Sådan skal en gårdbørnehave i Gl. Havdrup nær Solrød være.

Et byrådsflertal i Solrød Kommune har nu vedtaget, at projektet bliver sendt i udbud som hovedentreprise. De store linjer for daginstitutionen er allerede tegnet op, eksempelvis med to nye længer til indendørs areal og en rummelig gårdsplads.

Rammen for projektet inklusive optioner lyder på godt 28,5 mio. kr., hvoraf cirka 5,9 mio. kr. er opgjort som optioner.

- Vi kunne godt have valgt en løsning med færre kvadratmeter, men den ekstra plads giver også en ekstra fleksibilitet. Gårdbørnehaven skal mere end blot at løse et akut kapacitetsproblem, for problemet har vist sig at være blevet mindre akut med tiden, siger borgmester Emil Blücher (LA) i en pressemeddelelse og uddyber:

- Nu har vi muligheden for at lave en permanent, langsigtet løsning, som giver fleksibilitet. Det giver langt mere mening at bygge de ekstra kvadratmeter med det samme, hvor det er væsentlig billigere, og på den måde sikre, at vi ikke igen står i en situation, hvor vi er nødt til at lave hurtige, midlertidige løsninger.

Anlægsbevilling i oktober

Den nye daginstitution skal ikke som først troet tage udgangspunkt i den eksisterende bygning på grunden, da det har vist sig, at den er i for dårlig stand til at kunne udgøre indendørsarealerne for de kommende børnehavebørns dagligdag. Samtidig ligger gårdhuset placeret der, hvor der skal etableres parkeringspladser til gårdbørnehaven, og det gamle bindingsværkshus skal derfor rives ned.

I stedet skal der bygges to nye længer på lige under 400 kvm med halvtag.

Udbuddet, som nu er godkendt, indeholder også en række optioner, eksempelvis muligheden for en åben lade som multifunktionelt uderum, en oplevelsessti eller et drivhus. Dem skal byrådet tage stilling til, når der på et senere tidspunkt skal frigive penge til selve byggeriet.

Det er planen, at udbuddet sendes i hovedentreprise fra juli til oktober 2024. 

Byrådet i Solrød Kommune skal herefter tage stilling til resultatet af udbuddet og til at frigive en tilhørende anlægsbevilling i oktober 2024. Byggeriet kan sættes i gang umiddelbart efter det, og daginstitutionen kan så formentlig tages i brug sensommeren 2025.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11