23948sdkhjf

Nu har dit projekt chancen: Hvem skal løbe med prisen som Årets Bygning?

Der er åbnet for indstillinger til prisen som Årets Bygning ved dette års Building Awards

Det skal være en bygning, der skubber til barren. 

Sådan lyder det fra Kristoffer Krarup, udviklingsdirektør i ABC Rådgivende Ingeniører og en del af juryen til prisen som Årets Bygning ved Licitationens store prisuddeling, Building Awards. 

Sidste år vandt projektet Lanternen - Maritimt Center i Esbjerg, og nu er der åbnet for nye indstillinger til prisen. 

Årets Bygning hædrer et team, der har realiseret et bemærkelsesværdigt byggeri, som udmærker sig ved at inspirere og sætte nye standarder inden for arkitektur, bæredygtighed og funktionalitet. 

- Det skal være noget, som går lidt ud over det, som er standard, så man er med til at skubbe udviklingen og udfordre dagsordenen i det byggeri, vi ser til hverdag her i Danmark. Og det kan man jo gøre på mange forskellige måder, fortsætter Kristoffer Krarup. 

- Noget, der er vigtigt for mig som ingeniør, er at se et byggeri, hvor arkitektur og æstetik går op i en højere balance med det tekniske - at man kan se, at der har været et godt samarbejde. At arkitekten har fået lov til at skabe nogle rammer, som er af høj kvalitet, og som brugerne er glade for at være i, men hvor der også er taget højde for, at det er teknisk velfunderet og godt løst. Nogle gange ser man byggerier, som enten går den ene eller den anden vej.

- Og så er materialeanvendelse er en stor del af vores dagsorden. Det kunne være spændende at se nogen, som udfordrer materialebrugen i bygningen, siger han. 

Materialer og bæredygtighed

Ifølge Kristoffer Krarup er der ikke nogen tvivl om, at biogene byggematerialer er "enormt interessante nu her". 

- Men det behøver ikke være et træbyggeri - men gerne et, hvor man har tænkt over materialernes egenskaber, og hvordan de passer bedst ind i det givne projekt. At man ikke bare kalder det bæredygtigt, fordi man har lavet en træfacade, men at der er tale om et projekt, hvor man rent faktisk har forsøgt at bruge biogene eller bæredygtige materialer eller genbrugsmaterialer som en vigtig del af byggeriet og ikke bare overfladisk. Det vil være noget, jeg vil lægge vægt på, lyder det.

For Lanternens vedkommende, som altså vandt prisen sidste år, faldt juryen for, at projektet i den grad sætter fællesskabet i fokus. Her er der både plads til vandsport, bådopbevaring, træning og sociale funktioner, hvilket har givet bygningen en central rolle i det maritime foreningsliv.

"Det åbne design, med store vinduespartier hele vejen rundt, har skabt en lys, tilgængelig og inkluderende bygning, der har begejstret os", lød det blandt andet i juryens begrundelse.

Bag Lanternen står tegnestuen Werk, den verdensberømte norske arkitektvirksomhed Snøhetta og OJ Rådgivende Ingeniører.

Kæmpe fest og fejring

Prisen for Årets Bygning er en del af årets festshow for hele bygge- og anlægsbranchen, nemlig Building Awards 2024, hvor der også blandt andet uddeles Projektudviklingsprisen, Talentprisen, Digitaliseringsprisen, Den Grønne Pris, Leverandørprisen, Bygge- og Anlægslederprisen og Arkitektprisen.

Juryen i forbindelse med Årets Bygning udgøres foruden Kristoffer Krarup i år af Line Røtting Dornan fra Fonden for Billige Boliger, Lone Bendorff fra C.F. Møller Danmark, tidligere MTH-direktør og nuværende formand for DI Byggeris bestyrelse Henrik Mielke samt Rasmus Stougaard fra Schønherr.

Det er andet år, at prisen for Årets Bygning uddeles. Prisen sponsoreres af Fasadgruppen. Og Kristoffer Krarup ser frem til et forhåbentligt stort antal indstillinger.

- Først og fremmest håber jeg på, at det bliver enormt svært at vælge; at vi har flere gode kandidater og selvfølgelig et så stort felt som muligt. Det bliver bygget rigtig mange fede projekter derude, så forhåbningen er selvfølgelig, at der er nok, der indstiller, så det bliver rigtig svært at vinde prisen, siger han. 

Om vigtigheden af en pris som Årets Bygning, lyder det:

- Vi skal hylde dem, der skubber til dagsordenen og er med til at sætte en udvikling i gang. De skal frem i rampelyset, fordi de kan fungere som inspiration for resten af branchen.

Frist for at indsende indstillinger til årets priser er 5. juni 2024.

Årets fest løber af stablen den 21. november 2024. Eventet afholdes hos The Plant på Amager, og Cecilie Beck er igen i år vært.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094