Konkursramte lønmodtagere har fået 800 millioner udbetalt
12.445 lønmodtagere fik samlet udbetalt 812 mio. kr. af Lønmodtagernes Garantifond (LG) sidste år.
Det er væsentlig mere end det udbetalte beløb i 2022. Dengang udbetalte LG 599 mio. kr.
- Vi så i 2023 et arbejdsmarked - som efter nogle usædvanlige år under covid-19 - var kendetegnet ved, at antallet af konkurser igen steg til et forholdsvist højt niveau. Det kommer også til udtryk i udbetalingerne fra LG, der som sikkerhedsnet under det danske arbejdsmarked står klar med løn og feriepenge til lønmodtagerne i virksomheder i det tilfælde, at konkursen rammer, siger Anne Kristine Axelsson i en pressemeddelelse.
Hun er koncerndirektør for Pension & Arbejdsmarked i ATP, der administrerer LG-ordningen.
Udbetalingerne til lønmodtagerne i 2023 fordeler sig med 172,8 mio. kr. til erstatninger, 361,6 mio. kr. til feriepenge og 277,9 mio. kr. til løn i forbindelse med konkurser.
Puljen med feriepengeudbetalinger var ifølge ATP "ekstraordinært" høj i 2023 som følge af, at LG i marts fik overdraget virksomheder fra Lønmodtagernes Feriemidler, hvor arbejdsgivere ikke havde indbetalt deres skyldige beløb.
"Lønmodtagernes Garantifond dækkede disse beløb ind og betalte til Lønmodtagernes Feriemidler", skriver ATP i pressemeddelelsen.
De 12.445 lønmodtagere, der sidste år modtog penge fra LG, var ansat hos i alt 1.598 anmeldte arbejdsgivere. Heraf havde 24 pct. hjemme i bygge- og anlægsbranchen.