23948sdkhjf

Træprodukt hitter i vigende marked

Bergsten Timber har indgået et tæt samarbejde med finske Lunawood om import og salg af Thermowood, og det har ført til en 50 pct. omsætningsfremgang

Finske Lunawood er en af de første og i dag en af de største producenter af varmebehandlet træ i verden, og nu har de intensiveret samarbejdet med Køge-baserede Bergsten Timber.

Bergsten Timber indgik i 2022 i et officielt partnerskab med finske Lunawood for at sælge flere facade-, terrasse- og interiørløsninger med termisk modificeret træ. Resultat: Bergsten har forøget omsætningen af produktet med 50 pct. på blot et år og det i et vigende projektmarked.

Hos Bergsten Timber er Jan Ipsen direktør, og spørger man ham, hvor meget en 50 pct. fremgang er i kroner og øre, svarer han høfligt, at det er en oplysning, Bergsten Timber holder for sig selv. Til gengæld vil Jan Ipsen gerne forklare, hvad der er Bergsten Timbers baggrund for omsætningsvæksten i Thermowood.

- Markedet er generelt i vækst. Thermowood er oppe i tiden. Det er det hos forbrugerne, men det er det måske i endnu højere grad hos arkitekter og bygherrer, fortæller Jan Ipsen til Wood Supply.

- En af årsagerne til Thermowoods popularitet hos arkitekter og bygherrer er produktets formstabilitet. Det skyldes blandt andet, at der er trukket mere væske ud af træet, end der er på traditionel trykimprægneret eller blot en almindeligt malet gran, uddyber Jan Ipsen.

Derudover peger Jan Ipsen på, at Thermowood i et bæredygtighedsperspektiv har fordelagtige egenskaber. Ingen giftig trykimprægnering, blot varme og en lille smule vand giver træet dets holdbarhedsegenskaber.

Samme holdbarhed som trykimprægneret

Thermowood er afvisende over for både fugt og svampeangreb, og efter endt behandling ender det i præcis samme holdbarhedskategori som en ganske almindelig trykimprægneret fyr.

- Thermowood har en holdbarhedsklasse 2, og det betyder, at det har en funktionslevetid på minimum 25 til 30 år. Men det kan holde meget længere med omhyggeligt vedligehold. Træet varmes op til 215 grader, og under opvarmningen sprinkler man træet, så det ikke selvantænder. Opvarmning medfører, at cellestrukturen i træet lukkes, og derfor optager træet ikke fugt på samme måde som ubehandlet træ, fortæller Jan Ipsen.

Spørger man Jan Ipsen, hvad forventningen er til det fremtidige salg af Thermowood, giver Bergsten Timbers direktør en lige så præcis fremtidsvurdering som enhver anden i branchen, som Wood Supply har talt med for nylig. Ligesom alle andre er Bergsten Timber usikker på markedsforholdene i 2024.

- Vi forventer fortsat fremgang for Thermowood, men når vi kigger fremad mod 2024, så må vi være ærlige at sige, at det er lidt tåget at kigge ned i krystalkuglen. Vores målsætning og forventning er, at fremgangen i salget af Thermowood skal fortsætte, men mere præcise målsætninger kan ikke gives, slutter Bergsten Timbers direktør Jan Ipsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109