23948sdkhjf

Savværksdirektør er blevet bidt af en grøn omstillingshest: – Det er blevet en leg

Da Jørgen Sølvsten Skriver for syv år siden overtog ledelsen hos Norlund Savværk i Rold Skov, var savværket allerede i gang med at omstille sig i en grønnere retning. Og egentlig var det ikke en del af arbejdet, den nye direktør var videre begejstret for at give sig i kast med.

– Faktisk tænkte jeg åh shit, for det var noget, jeg havde prøvet et par gange før i andre sammenhænge, og det var ofte mere snak og varm luft end noget, der rykkede, fortæller savværksdirektøren, der imidlertid snart måtte se sin skepsis gjort til skamme.

– Så snart man begynder at lykkes, så bliver det virkelig spændende. Det første, jeg gjorde, var at skifte til LED-belysning, hvilket var let og hands on, og på den måde sparede vi cirka 90.000 KwH årligt hvert år frem – og så blev det pludselig enormt konkret, forklarer Jørgen Sølvsten Skriver.

Siden har det ene tiltag fulgt det andet på savværket, der blandt andet har efterisoleret tørrestuerne og for tiden er i gang med at udskifte en gammel varmekedel med en ny og mere energieffektiv, og ifølge direktøren er det en ganske realistisk ambition, at savværksdriften senest i 2030 er CO2-neutral.

En hindring eller et must

Jørgen Sølvsten Skriver medgiver dog, at vejen til en grønnere virksomhed ikke er uden bump.

– Det er en fascinerende men også en voldsomt besværlig rejse. Der er ting, man gerne vil have, som så ikke dur, og andre indsatser der viser sig meget bedre end forventet. Det er et langt sejt træk, men så har man nogle succeser, der giver mod på mere – da vi havde skiftet al lyset til LED, og derfor ikke kunne hente mere på den konto, begyndte vi i stedet at se på, om man kunne hente noget på tidsstyring og bevægelsessensorer, forklarer han.

Samtidig peger han på, at kravene fra omverdenen kun bliver skrappere, og vil man lege med og fortsat kunne levere til eksempelvis byggeriets store spillere, må og skal der styr på dokumentationen.

– Du kan se det som en hindring eller et must, og uanset om man har lyst eller ej, så tror jeg ikke på, at virksomheder kan få lov til for eksempel ikke at mindske affaldsmængden. Og når man først kommer i gang, bliver man meget klogere på sin egen virksomhed – i dag ved jeg præcis, hvor meget CO2, Norlund udleder på for eksempel pap, og når man får øjnene op for, hvor meget affald man egentlig laver, så bliver det også klart, at det er i ens egen interesse at se på, hvordan man minimerer det, siger Jørgen Sølvsten Skriver.

191 målepunkter

Det samme gør sig gældende på de indre linjer, hvor Norlund i dag henter data fra ikke mindre end 191 målepunkter, der på tværs af savværkets høvle, save, belysning og varmekilder sikrer det fulde billede over energiforbruget.

– Det betyder, at vi hele tiden kan efterprøve og dokumentere og derfor også tage velovervejede og velinformerede beslutninger, når det handler om, hvor og hvad vi skal investere i for at blive endnu bedre, forklarer direktøren, der oplever, at den konkrete data desuden bidrager med yderligere motivation.

– Selvom vi med træet har et af de bedste og mest bæredygtige produkter, så har vi stadig et klimaregnskab, der skal bringes længere ned, og når man lykkes, får man mod på mere – kan man mindske udledningen med 10 procent, hvorfor så ikke med 20? Når man går til det på den måde, bliver det en leg, og endda en, der kommer både virksomheden og klimaet til gode, siger Jørgen Sølvsten Skriver.

Siden 2016 er Norlund ifølge direktøren lykkedes med at reducere varme- og energiforbruget med 30-50 pct., mens der i dag produceres 50 pct. mere på savværket i Rold Skov.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125