23948sdkhjf

Digitale sladderhanke giver mod til at bygge 1000 træboliger

I en byggebranche der de senere år har fået travlt med at trække i en grønnere retning, er der god grund til at erstatte de klimatunge materialer med træ.

Det ved man blandt andet hos GMB Ejendomme, der blev stiftet i fjor, og som årligt opfører omkring 1000 boliger, men virksomheden understreger, at der også er udfordringer forbundet med brugen af naturens egne byggematerialer.

– Vi bygger i træ, men det ville jeg ikke turde, hvis ikke vi kunne holde øje med træet hele tiden, siger indehaver og direktør René Birch i en pressemeddelelse.

Alle virksomhedens boliger er derfor udstyret med sensorer, der hele tiden måler blandt andet fugt og dermed kan afsløre, om det enkelte byggeri har det godt.

– Moderne boliger er meget tætte, og træ er et sårbart materiale med hensyn til råd og skimmelsvamp, hvis det har det skidt bag facaden. Målinger i realtid sikrer lang levetid for boligen og et sundt indeklima for familierne, der bor i dem, forklarer René Birch.

Alarmerer om udsving

GMB Ejendomme bruger en software-løsning med sensorer fra DS Energy i Bjerringbro. Her bliver blandt andet målt på træets fugtighed i trækonstruktionen, luftfugtigheden i boligen samt om og hvordan genvekslingsanlægget kører. Hver gang der er udsving i forhold til normalen, får René Birch og hans medarbejdere automatisk en alarmmelding på skærmen, som de skal tage stilling til.

– Det giver en stor sikkerhed at kunne holde øje med træet og indeklimaet ved hjælp af valid og opdateret data. Det er et stærkt redskab til at kigge ind bag facaden i boligerne og undgå ubehagelige overraskelser med hensyn til for eksempel råd og svamp. Det giver os mulighed for at handle og forebygge, siger René Birch.

Han fremhæver, at softwaren fra DS Energy nu er så veludviklet, brugervenlig og billig at bruge for fagprofessionelle, at det er attraktivt at overvåge træ og indeklima i de enkelte boliger.

Mål og lær

DS Energy, som har udviklet software til monitorering siden 2016, meddeler, at prisen for at måle fugt i en bolig nu er halveret i forhold til markedsprisen for få år siden. Ifølge virksomheden er der tale om en investering det første år på få tusinde kroner for fuld overvågning af en bolig, og få hundreder kroner om året i drift.

– Vores grundlæggende filosofi er, at man ikke skal gætte på noget så vigtigt som indeklima og fugt i boligen. Vi leverer data hele tiden, så kunden kan handle, før der opstår problemer. Med den udvikling der er inden for moderne, tætte boliger bygget i træ, så ser vi ind i et stort marked – både nationalt og internationalt, siger Jarl Gorridsen, som er direktør i DS Energy og ejer virksomheden sammen med Morten B. Madsen.

Kundekredsen udgøres af store og mellemstore virksomheder som GMB Ejendomme, typisk inden for netop ejendomsdrift eller produktion. DS Energy måler foruden fugt og temperaturer også CO2, partikelindhold i luften samt forbrug af vand, varme og el, og ifølge Jarl Gorridsen er der masser af muligheder for at gøre brug af den data, der kan hentes.

– Vi tror på, at vejen frem – både med hensyn til fugt og energiforbrug – handler om at komme i gang med at måle og lære. Med dugfriske og konstante data følger en naturlig læring hos kunderne, der kan tage beslutninger med udgangspunkt i data og viden – i stedet for formodninger. Det er lidt som at løbe maraton i et nyt terræn. Det er vigtigt at komme ud og træne – ikke nøjes med at sidde inde i omklædningsrummet og kigge på kortet, siger DS Energy-direktøren.

Se nøgletal for:
Læs mere om: træbyggeri
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.896