23948sdkhjf

Klage bremser klimasikring af 750 ejendomme

For et år siden klagede Danmarks Naturfredningsforening over Holstebro Kommunes VVM-tilladelse til et klimatilpasningsprojekt af Storå, der løber igennem Holstebro.

Klagen er nu behandlet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, der giver foreningen medhold og dermed underkender kommunens projekt, der skulle sikre 750 ejendomme og værdier for mere end 4 mia. kr. i Holstebro midtby. Det skriver Holstebro Kommune i en pressemeddelelse.

Den første deletape - et højvandsværn ved Vigen i Holstebro midtby - er færdigbygget. Men det er ifølge kommunen ikke nok til at indfri kravet fra EU og Folketinget om at sikre Holstebro mod oversvømmelser i fremtiden.

De næste to etaper ved henholdsvis Vandkraftsøen og ådalen omkring motorvejsbroen øst for Mejrup sættes nu i bero på ubestemt tid i konsekvens af afgørelsen. Kommunen har ellers siden forsommeren været i gang med indledende projektering, der skulle munde ud i et udbudsmateriale.

Ud over at alle indledende projekteringsopgaver indstilles, annulleres servitutter, finansiering og andre aftalegrundlag som følge af klageafgørelsen. Dermed er kommunens opgave med at beskytte Holstebro by mod oversvømmelse af værdier for mere end 4 mia. kr. udskudt på ubestemt tid.

Vil have ministerier i tale

Fra Holstebro Kommune lyder det nu, at man vil læse afgørelsen grundigt igennem.

– Der er noget i lovgivningen, som modarbejder kampen mod oversvømmelser. På den ene side skal vi værne vores samfund mod naturens kræfter og klimaforandringer. På den anden side må vi ikke røre miljøet i et ellers gennemreguleret terræn ved en motorvejsbro og en kunstig anlagt sø, siger borgmester H.C. Østerby

– Derfor kunne vi rigtig godt tænke os at få Klimaministeriet og Miljøministeriet i fælles tale, for med den her afgørelse bliver det umuligt at indfri alle forventninger, fortsætter han.

Ønsker dialog

Fra Danmarks Naturfredningsforenings side hæfter man sig i en pressemeddelelse ved, at der i afgørelsen flere gange påpeges, at VVM-tilladelsen for projektet lider af en ”væsentlig retlig mangel”. 

- Vi noterer os selvfølgelig, at der nu ligger en afgørelse fra nævnet, der gør det fuldstændig klart, at det nuværende projekt ikke tager godt nok hensyn til naturen i å-systemet, og afgørelsen viser, at vi havde mere end god grund til at klage over projektet, udtaler direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby i pressemeddelelsen.

Han understreger samtidig, at foreningen gerne havde været en klage foruden, og kalder det "sidste udvej" 

- Men vi har forgæves søgt en dialog med kommunen, og derfor så vi os i sidste instans nødt til at klage. Nu ligger der en afgørelse, som forhåbentlig kan være med til at skabe bedre dialog omkring, hvordan man kan udforme en klimasikring af Holstebro, der sikrer, at både natur og klimasikring kan gå hånd i hånd, siger Lars Midtiby.

Danmarks Naturfredningsforening peger på, at der er behov for en helhedsplan for hele Storåen, hvor naturgenopretning, lavbundsprojekter og klimatilpasning tænkes sammen på tværs af de tre kommuner, som åen løber igennem.

Ikke realiserbart

Dialogen føler borgmester H.C. Østerby heller ikke har givet et brugbart resultat. 

- Vi var klar til et projekt, som balancerede alle hensyn så godt som muligt, og som var realistisk. Det var udarbejdet i samarbejde med professionelle specialister og myndigheder, planlagt og til at bygge. Det var til at betale, og det kunne styre vandmasserne de næste 100 år. Hvad mere kan vi gøre?, lyder det. 

Ifølge kommunen er Naturfredningsforeningens forslag til en løsning hverken teknisk eller administrativt realiserbar eller rummer tilstrækkelig kapacitet i forhold til udfordringen i Holstebro. 

Og lyder det også fra kommunen, Danmarks Naturfredningsforenings forslag om at løse opgaven i oplandet er dokumenteret umuligt at realisere. De supplerende dokumentationskrav, som Miljø- og Fødevareklagenævnet efterspørger, er ifølge kommunens opfattelse urealistiske at gennemføre.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141