23948sdkhjf

Sikkerhed – vi kan alle gøre en forskel

Et sundt og sikkert arbejdsmiljø er helt grundlæggende for, at vi har det godt, når vi går på arbejde, og for at vi lykkes med vores opgaver. Det er en fælles opgave for alle på arbejdspladsen, skriver dagens debattør

Et sundt og sikkert arbejdsmiljø skabes i samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Og alle skal bidrage, hvis vi skal lykkes. For vi er alle med til at gøre en forskel. Det er til gengæld forskelligt i hvilken fase af projektet, vi hver især kan gøre en forskel.

Projekteringen
For jer, der sidder og projekterer, handler det om at minimere arbejdsmiljørisici i udførelsen og driften – allerede under projekteringsfasen. Det er altså vigtigt, at I afsætter tid til arbejdets udførelse og angiver, hvordan de enkelte arbejdsfaser skal tilrettelægges i forhold til hinanden.

Samtidigt skal I tage stilling til, hvordan arbejdet kan udføres, og om det for eksempel er muligt at anvende tekniske hjælpemidler til håndtering af byrder, og om de tekniske hjælpemidler kan komme til, der hvor de skal anvendes. Inddrag arbejdsmiljøkoordinatoren allerede, når projekteringen igangsættes. Han/hun kan give relevante arbejdsmiljøfaglige input, som kan være vigtige at indtænke i projekteringen.

Indkøbere
En anden vigtig aktør, der har stor betydning for planlægningen af et godt arbejdsmiljø, er jer, der er involveret i at købe ind til produktionen.

I har et ansvar for at sikre, at de indkøbte produkter, som byggematerialer, maskiner og værktøj opfylder lovgivningens krav. Og det er også jer, der indgår aftaler med leverandører, så det for eksempel er muligt at modtage materialerne i den rækkefølge, det er nødvendigt for at skabe det bedste flow i produktionen.

Byggeledelsen
Når vi kommer frem til udførelsesfasen, er det jer i byggeledelsen, der trækker det store læs, og som har en vigtig rolle i at sikre et godt arbejdsmiljø. Det vil altså sige alle jer, der har ledelsen ude i produktionen, for eksempel entrepriseledere, projektledere og projektdirektører.

Igen er planlægning nøgleordet. Og her kan et dagligt morgenmøde have en hel central betydning for at få dagens arbejde koordineret. Det er her I kan gennemgå, hvem der arbejder hvor, og om der er særlige forhold, som for eksempel materialeleverancer i løbet af dagen, som har betydning for arbejdet.

En anden nøgleaktivitet for jer i byggeledelsen er at følge op på de aftaler, der er lavet på for eksempel mønsterrunder, sikkerhedsmøder, i APV´er osv., og her er tilsyn på pladsen det allerbedste middel til at sikre, at alt er gjort som aftalt.

I byggeledelsen har I mange ting at tage jer af, men jeres opfølgning er altafgørende for, at vi får fulgt arbejdsmiljøet til dørs. Min opfordring til byggeledelsen er derfor at afsætte tid i kalenderen på daglig basis til tilsyn og opfølgning ude på byggepladsen for at sikre, at det bliver prioriteret.

Produktionen
Og så er der alle jer håndværkere i produktionen. I er om nogen vigtige for at fremme et sundt og sikkert arbejdsmiljø. For jer er toolboxmøder/den daglige sikkerhedsgennemgang en absolut nødvendighed for den gode planlægning og for at forebygge ulykker og nedslidning. Stil tre vigtige spørgsmål:

  1. Hvilke aktiviteter skal vi lave i dag?
  2. Hvilke risici indebærer dagens aktiviteter?
  3. Er vi klar til at arbejde sikkert?

Først når I har været de spørgsmål igennem og har fået fjernet evt. risici, er I klar til dagens arbejde. Og hvis I oplever, at forholdene ikke er i orden, så tag en ’Time Out’. I skal sige fra, hvis I ser noget, der virker forkert eller risikabelt. Hellere en Time Out for meget end en for lidt.

Endelig kan jeg kun opfordre jer til at samle og dele viden, om det I oplever ude på pladserne. I NCC har vi en mobilapp, Synergi, hvor man kan registrere både positive og negative observationer fra den plads, man arbejder på. Systemet er et super stærkt værktøj til at fremme sikkerheden på vores arbejdspladser. For når alle registrerer deres observationer i systemet, kan vi analysere direkte på risikoområder og handle på det. Og hvis systemet skal virke, er vi dybt afhængige af input fra vores kolleger på pladserne.

Topledelsen
Til slut er vi nået til topledelsen. I har stor betydning i forhold til at gå forrest og vise vejen for, hvad det er for en arbejdsmiljøstandard, virksomheden ønsker at have.

Aller bedst bidrager I ved at bringe arbejdsmiljø på dagsordenen ved diverse møder og stille spørgsmål til, hvordan vi får sikret det gode arbejdsmiljø og ved at sige fra, hvis noget ikke er i orden. Det sender nogle vigtige signaler, at budskaberne kommer fra jer, så det er tydeligt, at det er hele organisationen, som står bag.

Når I er ude på byggepladsen, er dialogen med håndværkerne med til at gøre en forskel, så det er tydeligt for håndværkere, byggeledere mv., at I interesserer jer for arbejdsmiljøet, og for at alle kommer sikkert hjem – hver dag!

Fagentreprenører
Fagentreprenører/underentreprenører skal arbejde efter de samme retningslinjer, som alle andre på pladsen. Det er derfor vigtigt, at de inddrages i sikkerhedsarbejdet og fx deltager i sikkerhedsmøder, mønsterrunder, morgenmøder m.m. samt at de får en grundig instruktion i arbejdet. Det skal være helt klart, hvad niveauet for sikkerhedskulturen er for alle – også for fagentreprenørerne.

Planlægning, opfølgning og ’Time out’

Jeg har nu været rundt om nogle af de typiske medarbejdergrupper, som har betydning for arbejdsmiljøet i byggebranchen. Mine tre vigtigste fokusområder er:

  • Planlægning
  • Opfølgning
  • Time out

God og grundig planlægning, konsekvent opfølgning og brugen af time out, er nemlig nogle af de vigtigste redskaber til at styrke sikkerheden på vores arbejdspladser. Hvis vi skal lykkes med vores opgaver, kræver det, at alle støtter op om disse tre fokusområder.

Vi kan alle sammen gøre en forskel!

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111