23948sdkhjf

43.000 elementer er monteret i Øresundsbrons digitale tvilling - giver mere effektiv vedligeholdelse

Øresundsforbindelsens 16 kilometer er blevet visualiseret med et digitalt værktøj udviklet af rådgivervirksomhederne Afry og WSP samt bro-konsortiet, og nu er mere end  43.000 elementer monteret i denne digitale tvilling – alt fra overvågningskamera og lygtepæle til brønddæksler og nødudgange kan besøges digitalt.

Hermed bliver vedligeholdelsesarbejdet på det sværttilgængelige og komplekse bygningsværk - Øresundsforbindelsen består af alt fra tunnel og jernbane til pyloner og betalingsanlæg - forenklet, påpeger Øresundsbro Konsortiet i en pressemeddelelse.

– Hver dag har vi god gavn af vores digitale tvilling, som er specielt udviklet til, at vi fra distancen kan besøge anlægget, lave beregninger, tage mål, projektere og planlægge vedligeholdelse af flere tusinde stykker inventar og steder, siger Bengt Hergart, anlægsdirektør hos Øresundsbron, i meddelelsen.

3D-værktøjet på Øresundsbron hedder MX360 og bruges, udover i det løbende vedligeholdelsesarbejde, også i forbindelse med uddannelse af personale eller leverandører.

– Vi skal ikke længere begive os ud på anlægget, hver gang vi skal have et overblik eller planlægge et vedligeholdelsesarbejde, men kan gå ind i værktøjet for at se nærmere på for eksempel inventar og manualer. Det er perfekt, når vi skal introducere anlægget for nogen, siger Bengt Hergart.

Mere og mere arbejde starter digitalt

MX360 er et konkret resultat af Øresundsbro Konsortiets ambition om datadrevet og smart vedligeholdelse. Arbejdet begyndte allerede i 2019, og siden er værktøjet blevet videreudviklet og forfinet, for eksempel i forhold til mængden af inventar, en bedre positionering og nye funktioner.

I dag er der som nævnt omkring 43.000 stykker inventar og mulighed for at visualisere genstande og steder på blandt andet kort, tegninger og panoramabilleder.

– Mere og mere arbejde på broen starter i værktøjet, som en støtte til mere effektiv vedligeholdelse. Hvis vi skal undersøge en lygtepæl, kan vi zoome ind på detaljer og montage, måle afstande, finde tegninger og bevæge os videre på stedet, siger Rolf Sundqvist, teknikchef hos Øresundsbron.

Vedligeholdelsen på Øresundsbron er blevet mere omkostningseffektiv ved hjælp af den digitale tvilling.

– Vi får en hurtigere proces med leverandører, fordi vi tidligere og nemmere kan vise forholdene i anlægget. Når vi er ude på forbindelsen, hjælper MX360 med at planlægge stoppene ved hjælp af kortfunktionen, så teknikernes arbejdsgang og opgaver på broen optimeres, siger Rolf Sundqvist.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.141