23948sdkhjf

Nordsjællandsk entreprenør tager universitetshospital under behandling

På Universitetshospitalet for Familiedyr på Frederiksberg bliver syge og tilskadekomne dyr tilset og får behandling. I 2021 tog Skou Gruppen en forskningsbygning under behandling med en skimmelsanering i nogle skakte med rørinstallationer.

Svampen er blevet fjernet, der er udført forebyggende tiltag, og Skou Gruppen bygger nu lokalerne op igen i en hovedentreprise, skriver entreprenørfirmaet fra Hørsholm i en pressemeddelelse.

– Et område i stueetagen på 350 kvm fylder mest i entreprisen, men vi istandsætter også på første og anden sal. Vi udfører selv tømrerarbejdet, som omfatter gulve, lofter, vinduer, døre og inventar. Og så har vi underleverandører til mure- og malerarbejdet, de elektriske installationer, VVS, ventilation samt etablering af sokkelaffugter udvendigt, siger Skou Gruppens projektleder Morten Bo Petersen i meddelelsen.

Hospitalet er en del af Københavns Universitet (KU) og huser derfor også et studie- og forskningsmiljø. Universitetet lejer bygningerne af Bygningsstyrelsen, der er bygherre på projektet sammen med KU. H+ Arkitekter er totalrådgiver med Sweco som underrådgiver på de tekniske fag.

Blodbank og undersøgelsesrum 

Projektet handler ikke kun om skimmelsvamp i forskningsbygningen, fortæller Frederik Juul, der er projekteringsleder for H+ Arkitekter. Kapaciteten i det tilstødende dyrelægehus skal nemlig også udvides. Her bygger Skou Gruppen nye undersøgelsesrum med glasdøre samt en ny blodbank.

Frederik Juul hæfter sig ved, at man har valgt at renovere forskningsbygningen frem for at rive den ned. Det kunne have været udfaldet, forklarer han, men man har valgt at beholde den eksisterende arkitektur: 

– Der er jo altid forskellige hensyn at tage, når man vurderer, om man skal bygge nyt eller renovere. I dette tilfælde er der tale om et fint gult, fuldmuret byggeri fra 70’erne, som man bevarer. Det synes jeg er udmærket, for det er en god og gedigen bygning, som nu sikres en forlænget levetid og tilpasses nuværende behov, mens dyrehospitalet holdes i drift.

Dyrehospitalet, forskningsfaciliteter og studiemiljø er i drift, mens byggeriet står på. I den forbindelse er der oprettet midlertidige kontorpladser og undersøgelsesrum i tilstødende lokaler.

Projektet forventes at blive afsluttet i foråret.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189