23948sdkhjf

96 boliger og promenade står i Fredericias kanalby

Et nyt bymiljø er for alvor ved at tage form langs Frederiks Kanal. Beboerne er netop flyttet ind i det tredje og sidste hus i boligbyggeriet Promenaden, og i de kommende dage følger indflytningen i sidste etape af ungdomsboligbyggeriet Oldenborghus. De to bebyggelser indeholder henholdsvis 56 ejerlejligheder og 40 ungdomsboliger. 

- Det bliver et fantastisk byrum langs kanalen – midt i et område, der for mindre end tyve år siden var præget af tung industri, siger konstitueret projektdirektør Anne Mette Rahbæk fra Kanalbyen i Fredericia i en pressemeddelelse om projektet.

Frederiks Promenade, som det nye byrum langs kanalen nu officielt hedder, har fået sin færdige belægning fra Købmagergade i vest til trappeanlægget for enden af kanalen i øst. Kanalbyen i Fredericia har samtidig anlagt to små stræder, som forbinder promenaden med Oldenborggade, og som har fået de historiske navne Voldmesterstræde og Carolinelund.

Hos Bach Invest A/S, der har stået for opførelsen af i alt 96 boliger nord for kanalen, er der glæde over det færdige resultat.

- Det er et helt enestående byrum langs kanalen og en udvikling af selve bylivet i Kanalbyen, som vi har arbejdet sammen om længe, og som i øvrigt snart bliver beriget med endnu et serveringssted, siger direktør Jesper Bach.

Biodiversitet

Som noget af det sidste har Kanalbyen i Fredericia etableret gadebelysning og plantet træer på den nye promenade. Mens nogle af de nuværende træer bliver stående, bliver der tilført nye hvidtjørn og sargentæbletræer, purpurpilbuske og et bunddække af blomster og planter omkring træerne – og i den nyanlagte Voldmesterstræde er der plantet et seks-syv meter højt lærketræ.

Kunst på vej

Det sidste punktum er dog ikke sat endnu, for som det er kendetegnende for bygninger og byrum i Kanalbyen, er der også kunst på vej.

Inden længe skal den dansk-tyske kunstnerduo Borgman | Lenks værk Kajens Grammatik nemlig indtage en prominent plads i hjørnet ved Købmagergade, lige ud til Frederiks Kanal.

- Ligesom i den kommende nye park Søndervold udvælges beplantningen langs kanalen helt bevidst for at fremme biodiversiteten i den nye bydel. For eksempel kan en blomstrende hvidtjørn tiltrække rigtig mange bestøvende insekter, fortæller Anne Mette Rahbæk.

Som det rekreative byrum den er, er Frederiks Promenade forbeholdt gående og cyklister. Det samme gælder i de to stræder Carolinelund og Voldmesterstræde bortset fra beboernes kørsel ind og ud af parkeringsanlæggene under de nye boliger og under Frederikshuset.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156