23948sdkhjf

Michael Mortensen splitter forretningen i to og udpeger to topchefer

Opdateret kl. 9:32 med yderligere information om ændringerne samt citater.

Efter salget af entreprenørvirksomheden Casa A/S har Michael Mortensen og partneren Per Hansen i dag præsenteret en ny organisations- og ledelsesstruktur for medarbejderne i Casa Group. 

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. 

Koncernens ejendomsportefølje og projektudvikling hidtil drevet under Ejendomsselskabet Casa A/S ændrer navn til M+ Ejendomme A/S og opdeles organisatorisk fra de øvrige aktiviteter for at realisere planerne om at udvikle en moderne ejendoms- og servicevirksomhed. 

Samtidig omdøbes moderselskabet M.M. 26 Holding A/S til M+ Invest A/S og får selvstændig organisation. M+ Invest A/S vil have fokus på at udøve et aktivt ejerskab af koncernens investeringer og yde support til koncernens porteføljeselskaber relateret til økonomi, finansiering og forretningsudvikling. 

– Med M+ sender vi en hilsen tilbage til rødderne og den ånd, som altid har været kendetegnende for vores virksomheder, og som vil være det fremover. ”+” henviser til alt det, der er bygget på og de mennesker, der har været og fremtidigt vil være med til at skabe resultater, udtaler Michael Mortensen om et nye navn.

De to nye topchefer

Claus Porsgaard

● Adm. direktør M+ Invest A/S
● 40 år
● Statsaut. revisor
● Tidligere revisor i Deloitte og statsaut. revisor i EY.
● Økonomichef i Casa Group 2016 – 2021
● Group CFO i CasaA Group siden 2021.
● Medlem af bestyrelsen i Plushusene.

Peter Heide Wessel

● Adm. direktør M+ Ejendomme A/S
● 45 år
● Advokat, E-MBA
● Tidligere advokat i Kromann Reumert og partner i SKOV Advokater.
● Advokat i Casa Group og direktør i Exxit 59 A/S siden 2017.
● Bestyrelsesposter i en række selskaber, herunder JUAL Group og Naturfrisk Group/Ørbæk Bryggeri.

Udpeger to adm. direktører

Til at stå i spidsen for M+ Ejendomme udnævnes Peter Heide Wessel som adm. direktør som afløser for Per Hansen, der igennem mange år har været ansvarlig for koncernens ejendomsselskab. 

For M+ Invest udnævnes Claus Porsgaard som adm. direktør, der hidtil har været ansat som Group CFO i Casa Group. 

Claus Porsgaard og Peter Heide Wessel tiltræder som adm. direktører med øjeblikkelig virkning.

Den nye ledelsesgruppe

Som led i den nye organisationsstruktur etableres en ny ledelsesgruppe til at varetage den overordnede og strategiske ledelse af M+ koncernen bestående af Michael Mortensen, Per Hansen, Claus Porsgaard og Peter Heide Wessel. 

Michael Mortensen og Per Hansen vil begge fortsat indtage aktive roller i koncernen med ansvar for strategisk ledelse og forretningsudvikling af koncernens aktiviteter. 

– Michaels og min rolle bliver fremadrettet bestyrelseslignende med vægt på strategisk ledelse og forretningsudvikling, og dermed overlader vi den daglige ledelse til kompetente kræfter i form af Peter og Claus, udtaler Per Hansen i meddelelsen. 

– Med den nye ledelsesstruktur kan vi langt bedre fokusere vores indsats, og samtidig styrker vi det øverste ledelsesniveau med kompetente og resultatorienterede personer. Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at det her er det helt rigtige, siger Michael Mortensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11