Nye data: Genanvendt hård PVC sparer op til 90 % CO2 sammenlignet med ny PVC
Data kan bruges i EPD’er og dokumenterer PVC-plastens klimagevinst i byggesektoren.
Et nyt projekt under den europæiske PVC-industris miljøprogram VinylPlus® og de europæiske plastrørsproducenters sammenslutning TEPPFA viser, at genanvendt hård PVC kan give markante klimabesparelser. Bag undersøgelsen står det italienske konsulenthus Ecoinnovazione, som dokumenterer en CO₂-besparelse på 80–90 % ved brug af genanvendt hård PVC i stedet for nyproduceret PVC.
Beregningerne dækker både mikroniseret og knust genanvendt materiale og kan anvendes direkte i miljøvaredeklarationer (EPD’er), når endelig data bliver tilgængelig i det anerkendte ILCD-format senere på året.
Samtidig viser andre studier, at hård PVC kan genanvendes op til ti gange, uden væsentlig forringelse af de tekniske egenskaber. Allerede i dag bliver der brugt op til 70 % genanvendt PVC i nye produkter som vinduesprofiler og rør i andre europæiske lande, med dokumenteret høj kvalitet og lang levetid. EU-harmonisering har åbnet døren for at anvende genanvendt PVC i Danmark, ligesom de nordiske produktstandarder for rør i disse år er under revidering, så genanvendt materiale også kan finde vej her.
PVC er i forvejen den mest anvendte plasttype i byggeriet, blandt andet på grund af sin lange levetid. Det giver genanvendelsen et ekstra potentiale i forhold til både klima og ressourceoptimering.
Tilbage i 1997 gik den danske PVC-branche sammen om at etablere WUPPI-ordningen, en frivillig og tidlig form for udvidet producentansvar (EPR). Ordningen har siden sikret, at hård PVC-affald fra byggeriet kan blive indsamlet og genanvendt i nye produkter til det europæiske marked. WUPPI drives i samarbejde med miljøvirksomheden Ragn-Sells Danmark A/S.
Den danske affaldsbekendtgørelse støtter op om denne indsats: Hvis PVC kan genanvendes, skal det genanvendes. Det understreger vigtigheden af etablerede ordninger som WUPPI, der omsætter ambitioner om cirkulær økonomi til konkret handling.
Tilmeld dig WUPPIs nyhedsbrev hvis du vil holdes opdateret om PVC-genanvendelse og cirkulær økonomi.