23948sdkhjf

TMI: Ny landbrugsaftale reducerer den danske træproduktion yderligere

Landbruget skal ifølge ny politisk aftale udlede 55-65 pct. mindre drivhusgas og har inddraget statens træproduktion i CO2-regnestykket, så der fremover må hentes endnu mindre produktionstræ fra statsskovene.

Således får aftalen også betydning for virksomhederne i træ- og møbelindustrien, og hos brancheforeningen TMI ser man både gode og dårlige aspekter i den nye aftale. 

– Aftalen bringer godt nyt for træindustrien, fordi der afsættes 613 mio. kroner til skovrejsning på privat landbrugsjord. Det kommer til at øge skovarealet og vil bidrage til en fremtid baseret på skovens grønne og fornybare råstof – nemlig træ, siger Simon Auken Beck, konsulent i TMI, i en nyhed på organisationens hjemmeside. 

Desværre bringer aftalen også skidt nyt til træsektoren. Ifølge aftalen skal statens træproduktion nemlig reduceres med 20 pct. fra 2026-2031, hvad angår skove, der ikke allerede er udlagt som urørt skov.  

Logikken bag at fælde færre træer er, at skoven vokser og oplagrer CO2 i perioden i form af større, stående vedmasse. Den CO2-gevinst bliver i aftalen godskrevet i landbrugets klimaregnskab.

Presset er allerede stort

Men tiltaget er ifølge TMI ikke optimalt for klimaet. For træ holder på CO2, også når det er fældet og bliver til træprodukter, og samtidig giver de fældede træer plads til nye, CO2-bindende træer i skoven, som dermed bliver en slags klimamotor. Man går dermed også glip af den substitutionseffekt, man opnår, når træet erstatter klimatunge materialer.

– Aftalen begrænser bygge- og møbelsektorens adgang til en grøn og fornybar træressource. Det betyder, at når der er efterspørgsel efter grønne, fornybare træprodukter, må endnu mere træ hentes fra private skove og fra import. Eller erstattes af helt andre materialer med en dårligere klimaprofil, siger Simon Auken Beck.

I forvejen er det politisk besluttet som en del af Naturpakken, at 75.000 hektar skov skal omlægges til urørt skov, så presset på træ som ressource er allerede stort. Og i en tid med grøn omstilling har samfundet ifølge foreningen ikke brug for at skrue ned for den bæredygtige træproduktion, der er tværtimod brug for mere træ.

– Vi undrer os over, hvor politikerne mener, at træet fortsat skal komme fra. Der er et stort politisk ønske om at sætte skub i eksempelvis klimavenligt træbyggeri og at lagre kulstof og substituere klimatunge materialer. Men samtidig fjerner de samme politikere reelt store dele af den træressource, der skal gøre ambitionen mulig, siger Simon Auken Beck.  

TMI finder de gentagne nedprioriteringer af dansk råvareforsyning bekymrende og ifølge organisationen gør de det usikkert, om der kan opretholdes en konkurrencedygtig dansk træindustri.

– Vi opfordrer derfor til, at Naturpakken implementeres med respekt for erhvervet, og politikerne følger op med en national handlingsplan, der kan sikre leverancerne af bæredygtigt dansk træ, siger Simon Auken Beck.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11