23948sdkhjf

Masser af muligheder for arbejdskraft til byggeriet

Handler det i virkeligheden om pris, når arbejdsgiverne råber på arbejdskraft, men ikke hyrer de danske bygningsarbejdere, spørger BAT-kartellet i dagens debat

Arbejdsgiverne råber og skriger om mangel på arbejdskraft. De ønsker arbejdskraft alle mulige steder fra. Men ingen kigger åbenbart på deres nærområder, og hvordan mulighederne er for at finde medarbejdere både lige inden for og uden for vores dør

Nærområdet er også Danmark. De bygningsarbejdere, som er ledige, men som åbenbart ikke er interessante for danske virksomheder. Samtidigt er der cirka 6.000 unge mennesker inden for byggeriets uddannelser, der aktivt søger en praktikplads på praktikpladsen.dk. Det skal de, men virksomhederne tilbyder dem ingen praktikplads.

Desuden har vi hen ved 80.000 fuldtidsansatte faglærte bygningsarbejdere, der arbejder i andre brancher. De er åbenbart heller ikke interessante for byggevirksomhederne at prøve at lokke tilbage. Virksomhederne må åbenbart have erkendt, at de har skubbet disse 80.000 fra sig for altid.

Spildtid bør mindskes

Vi ved også, at en bygningsarbejder står uvirksom hen i en tredjedel af arbejdstiden. De venter og spilder tiden. Hvorfor kigger virksomhederne ikke indad og får tilrettelagt produktionen således, at spild- og ventetiden mindskes. Med så meget spildtid og ventetid fristes man til at konkludere, at vi i byggeriet allerede har rigelig med arbejdskraft!

Det er faktisk svært at finde hoved og hale i, hvad der er interessant for danske byggevirksomheder i forhold til at sikre arbejdskraft. Der er også en hel del af dem, der siger, at de ikke har problemer med at finde arbejdskraft. Mon det er fordi, de behandler deres folk ordentligt?

Svenske naboer

Man kunne også kigge til Skåne, Halland og Blekinge. De seneste tilgængelige ledighedstal viser, at der i Skåne, Halland og Blekinge tilsammen var 1.197 fuldtidsledige bygningsarbejdere af alle slags i juli måned 2021. Man kan få hjælp til jobansøgninger på hjemmesiden ’øresunddirekt’. Men det er der åbenbart heller ikke interesse for hos danske virksomheder. Eller man kan henvende sig i det svenske bygningsarbejderforbunds, Byggnads, a-kasse.

Det vil også være nærliggende, at danske virksomheder søger indenfor det fælles, europæiske jobformidlingssystem ’EURES’. Det blev i øvrigt revitaliseret tilbage under den seneste buldrende højkonjunktur i 2007. På EURES lå der i august måned over 90.000 cv’er fra europæere, EU-borgere, som søger et job indenfor bygge- og anlægsbranchen.

Pinligt

Om det er uvidenhed, dovenskab eller dumhed der gør, at arbejdsgiverne ikke søger arbejdskraften, der hvor den findes i så rigelige mængder i vores nærområder og på vores fælles europæiske arbejdsmarked, lige inden- og udenfor deres dør, det må stå hen i det uvisse. Faktum er imidlertid, at der ikke sker noget som helst fra de medarbejderhungrende byggevirksomheders side. Det er forholdsvis pinligt og måske dækker det over en hel anden målsætning. Nemlig at det i virkeligheden handler om prisen på arbejdskraft.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.124