Når de bærende konstruktioner i et byggeri bliver gennemgået med friske øjne, viser der sig ofte et uventet potentiale: færre materialer, lavere CO2e og en markant besparelse på budgettet. Netop dér har virksomheden Value Engineering fundet sin plads.
”Som ekstern specialist går vi ind og gransker projekterne med rådgivers faglighed og entreprenørens blik. Målet er at reducere materialeforbruget i de bærende konstruktioner. Midlet er rationalisering og samarbejde. ” siger indehaver Mads Trosborg Møller.
Bygherrer høster gevinsten
Han er både tømrer og konstruktionsingeniør, og gennem sin baggrund i entreprenørbranchen oplevede han, hvordan kløften mellem rådgivere og udførende ofte skaber unødigt forbrug og misforståelser. Netop dér så han et potentiale:
”Jeg er opdraget i en entreprenørvirksomhed, hvor vi havde interne rådgivere, hvilket gav markant bedre løsninger. Jeg tænkte: hvorfor ikke tilbyde den tilgang til hele branchen?”
I dag tæller virksomheden 12 konstruktionsingeniører, der bl.a. arbejder som specialister i optimering. Opgaverne spænder fra hurtig sparring til fulde granskningsforløb, og kunderne er primært bygherrer og entreprenører – dem, der direkte kan høste gevinsten af reduceret materialeforbrug.
Millionbesparelser i praksis
Et konkret eksempel er en ombygning af en lagerbygning, hvor rådgiverne havde afskrevet en eksisterende kælder. Ved hjælp af en alternativ beregning kunne Value Engineering eftervise, at kælderen kunne bevares med få forstærkninger.
Resultatet var en realiseret besparelse på omkring 15 millioner kroner og en bedre LCA.
I et andet projekt – et 10.000 m² stort transportcenter – fandt Value Engineering en fejl i fundamentsberegningerne. Ved at rette fejlen og optimere på fundamenterne blev materialeforbruget reduceret med ca. 80 procent armering og 60 procent beton. Den realiserede besparelse løb op i 2,3 millioner kroner og 200 ton CO2e.
“Bygherrerne har et incitament til at spare materialer og reducere CO2e. Det er dér, vi kan skabe værdi,” forklarer Rasmus Rune Pedersen, der kom til Value Engineering efter en karriere som lektor ved Aarhus Universitet. Han mener, at der er en grundlæggende udfordring i kulturen i branchen:
”På ingeniøruddannelsen undervises i optimerede løsninger, men i praksis er det tidsforbruget, der optimeres. Value Engineerings rolle er at vise konkret, hvornår og hvor det betaler sig at være mere omhyggelige. Når vi kan dokumentere både besparelser og sikkerhed ved alternative løsninger, bliver det lettere at vælge det bedste for projektet,” siger han.
Gratis screening som indgang
Value Engineering tilbyder altid en gratis screening som første skridt. Her vurderes potentialet hurtigt, og der tilbydes en proportionel indsats.
”Efter vores granskninger realiseres typisk besparelser med en faktor 10 i forhold til vores honorar. Det er sådan, det skal være,” siger Mads Trosborg Møller.
VALUE ENGINEERING
Value Engineering er en rådgivningsvirksomhed med 12 medarbejdere, stiftet af konstruktionsingeniør Mads Trosborg Møller. Virksomheden bistår bygherrer, entreprenører og rådgivere med at optimere bærende konstruktioner i byggeprojekter. Kernen er value engineering-metoden: Reduktion af omkostninger uden konsekvens for funktion. Resultatet er projekter, der lever op til alle gældende regler og normer – men uden unødigt ressourceforbrug.
Se mere på www.valueengineering.dk
Kilde: Value Engineering ApS