23948sdkhjf

Disse tiltag kan sikre byggeriets virksomheder flere lærlinge

Hvis byggebranchen ønsker at tiltrække de dygtigste hoveder og hænder fra erhvervsskolerne, skal bæredygtighed og sikkerhed på arbejdspladsen være i højsædet. Det vejer tungt hos de kommende lærlinge, når de skal vælge deres fremtidige læreplads - særligt i en travl tid, hvor de dygtige kan vælge og vrage.

Det tyder ny undersøgelse udviklet af Iloveglobalgoals i samarbejde med Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier, Epinion og Danmarks Statistik på.

Flere aktører i byggebranchen, som Licitationen har talt med, både genkender og velkommer udviklingen i lærlinges krav og forventninger til arbejdspladserne.

Undersøgelsens er lavet blandt 2.700 erhvervsskoleelever, men Licitationen - Byggeriets Dagblad har fået lavet et udtræk med svar fra de 390 repræsenterede elever i byggefagene.

Udtryk for ny bevidsthed

- De ting angående miljø og bæredygtighed, tror jeg, er udtryk for en ny bevidsthed hos de unge lærlinge, som gerne vil have være en del af den grønne omstilling. Jeg synes, det er superpositivt, at de unge mennesker har fokus på det her, siger Martin Skou Heidemann, direktør i Skou Gruppen.

Han oplever også, at flere unge end førhen kræver fokus på både kønsmæssig og etnisk diversitet samt god takt og tone på arbejdspladserne.

-Og det er vi som virksomheder bare nødt til at rette ind efter, hvis vi vil forblive attraktive, siger han.

Anders Strange Sørensen, der er bæredygtighedschef i Enemærke og Petersen, stemmer i.

- Bæredygtighed og sikkerhed på arbejdspladsen er væsentlige konkurrenceparametre for os i forhold til rekruttering af arbejdskraft og lærlinge, siger han.

I Enemærke og Petersen bestræber de sig på så vidt muligt at arbejde med præ-fabrikation fra deres byggefabrik i Glostrup, da det nedbringer fejlmarginen og højner sikkerheden på byggepladserne. Set i lyset af den nuværende markedssituation, hvor de fleste har mere end rigelig at gå til hånde med, mener han, at det er særligt afgørende for virksomheder at sørge for at være attraktive arbejdspladser:

- En ting er, der løbende kommer nye kundekrav i forhold til bæredygtig udvikling, men det leverer også stor værdi, hvis man vil være blandt de virksomheder, der kan tiltrække de dygtigste medarbejdere. Særligt nu i en rødglødende situation, hvor rekrutteringskonsulenter har travlt med at håndplukke profiler, og folk i høj grad kan vælge og vrage mellem arbejdspladser, siger Anders Strange Sørensen.

Positivt pres på virksomheder

Emil Daugaard, chefkonsulent i Dansk Industri, som sidder i de faglige udvalg for en række byggeuddannelser, hvor indholdet af uddannelserne fastsættes, mener, det er fint, at de kommende lærlinge har store forventninger til deres kommende arbejdspladser.

- Det skaber et positivt pres fra lærlingene til vores virksomheder. Men i nogle tilfælde vil man nok som lærling opleve at blive skuffet, da idealerne ikke altid afspejler sig i det daglige, hvor alt skal gå op i en højere enhed, siger han.

Opslag gav uventede resultater

Hos Snedkermester Arne Pedersen, der hovedsageligt arbejder med renoveringsprojekter, velkommer de udviklingen, som drifts- og markedschef Christen Jensen mener har givet dem en forlomme i køen om arbejdskraft og lærlinge:

- Vores erfaringer er overraskende og meget positive. Vi arbejder med FNs verdensmål, som man skal gøre fremadrettet, men som alle andre har vi haft svært ved at tiltrække personale, siger han.

Men en dag fik Christen Jensen en lys idé. Virksomheden begyndte at omtale de områder, hvor de arbejder med bæredygtighed i eksempelvis genanvendelse af materialer i stillingsopslag.

- Jeg gjorde det selvfølgelig, fordi jeg håbede et eller andet, men var slet ikke forberedt på den respons, som det gav.

En stor del af de potentielle medarbejdere, der henvendte sig på opslaget, var interesseret i stillingen hos Snedkermester Arne Pedersen på netop den baggrund. Et af virksomhedens tiltag foregår i deres affaldscontainer, som de har døbt Bertha. I stedet for at overskydende materialer fra renoveringer smides ud, har de aftaler med folk, der kommer og afhenter overskydende gulvbrædder og lignende byggeaffald kvit og frit.

- De unge generationer er længere fremme på den dagsorden end de ældre generationer, og det har vi virkelig kunne mærke. Vi forsøger i høj grad at inddrage både medarbejdere - og i særdeleshed også lærlinge, som vi også har med i vores bæredygtighedsgruppe, hvor vi arbejder på, hvordan vi fortsat kan forbedre os, siger Christen Jensen.

Skiller sig ud til det er normen

Da bæredygtighed i tiltagende grad bliver et tema i byggeriet, bør virksomheder, som har råderummet til det, derfor ikke aktuelt frygte at gå for langt i omstillingen, men de kan drage nytte af det til at adskille sig fra konkurrenterne, mener Emil Daugaard, chefkonsulent i Dansk Industri.

- Der kommer mere og mere fokus på bæredygtighed i de kommende år, så værdien af at profilere sig som grøn virksomhed vil være stor i denne tid. På den lange bane ventes mange af de bæredygtighedstiltag, som virksomheder i dag kan profilere sig på at være standard inden for byggeriet, og vil derfor ikke i samme grad som i dag, være noget man kan skille sig ud på, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172