Tirsdag morgen var Nytorv foran Byretten befolket af protesterende københavnere med farvestrålende skilte af frøer, padder og fugle.
Foreningen Amager Fælleds Venner var mødt op med sangstemmerne smurt og i en fælles harme over kommunens og By og Havns ambitiøse byggeplaner på Amager.
Indenfor i byretten, hvor foreningens advokat Johan Løje fremlagde de mange punkter i den højspændte sag, måtte dommeren bede om at få vinduerne lukkede trods lummerheden, da sang og taler fra Nytorv ellers truede med at overdøve vigtige pointer i juristernes gennemgang.