23948sdkhjf

Forbereder sig til udbud for nedrivning af Storstrømsbroen om fire år

Når både bil og togtrafik ruller på den nye Storstrømsbro, skal den nuværende bro over Storstrømmen nedrives, og det skal ske på en måde, der er bæredygtig for både natur og for mandskabet, der skal stå for opgaven. 

Derfor har Vejdirektoratet bedt Rambøll som er hovedrådgiver om en detaljeret undersøgelse af broens materialer, fortæller projektchef Niels Gottlieb i en pressemeddelelse fra Vejdirektoratet. 

– Vi har brug for et nærgående kendskab til de materialer broen består af, før vi sender opgaven med nedrivning af broen i udbud. Den viden skal hjælpe os til at beskrive opgaven, så den vindende entreprenør kan udføre opgaven bæredygtigt og miljømæssigt forsvarligt, siger Niels Gottlieb.

Forsinkelse af Den Nye Storstrømsbro rykker nedrivningen

Projektchefen forventer, at opgaven med nedrivning af broen sendes i udbud i 2025. Selve nedrivningen gør først i gang, når både biltrafik og togtrafik kører på den nye Storstrømsbro, og de datoer blev i september sidste år officielt rykket til til 2023 for vejbanen og 2024  for jernbanen.

Selve nedrivningen forventes således at begynde efter 2026, lyder det nu fra Vejdirektoratet. 

Konsulenterne tager blandt andet prøver af beton og maling som skal vise om der for eksempel er brugt bly eller asbest i materialerne. Den viden er vigtigt for at udføre nedrivningen sikkerhedsmæssigt og miljømæssigt forsvarligt, ligesom den kan give svar på, hvilke materialer der kan genanvendes. 

Undersøgelserne foregår både på broen og fra vandsiden og fortsætter juni måned ud. Derefter skal prøverne analyseres nærmere. 

Om Den Nye Storstrømsbro

Vejdirektoratet bygger en ny Storstrømsbro, der forbinder Sjælland og Falster via Masnedø.

Broen bliver cirka fire kilometer lang og er Danmarks tredje største bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen.

Storstrømsbroen får en elektrificeret jernbane i to spor anlagt til 200 km/t og en tosporet landevej til 80 km/t. Desuden får broen en gang- og cykelsti.

Den politiske beslutning om at bygge en ny Storstrømsbro blev truffet af Folketinget med trafikaftalen af 21. marts 2013. Byggeriet startede i oktober 2018. Færdiggørelsen for vejbanen blev i efteråret 2020 udskudt til 2023 og jernbanen fra 2023 til 2024. 

En analyse foretaget af Banedanmark viste, at den nuværende Storstrømsbro, som blev bygget i årene 1933-37, ikke ville kunne holde til de større trafikmængder primært på jernbanen, som skal krydse broen, når Femern Bælt-forbindelsen til Tyskland åbner.

Derudover er broen i en dårlig stand, som vil kræve omfattende vedligeholdelsesarbejder i fremtiden, hvis den skulle bestå, lyder vurderingen.

Det er det italienske joint venture, Storstroem Bridge Joint Venture (SBJV), som entreprenørkoncernen Itinera står bag, der bygger broen for den danske stat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219