23948sdkhjf

Familier får et pusterum fra sygdom ved Aalborg Universitetshospital

Børnefamilier får nye muligheder i forbindelse med indlæggelser på Aalborg Universitetshospital i TrygFondens Familiehus Aalborg, der placeres i tilknytning til det nye supersygehus. 

Projektet har netop fået en bevilling på godt 25 mio. kr. fra TrygFonden, oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse. 

Huset kommer til at rumme 10 familielejligheder samt fælles faciliteter som køkkenalrum, opholdsområder for både voksne, unge og børn, der kan benyttes til afslapning og aktivitet fordelt på cirka 1.050 kvm. 

Familiehuset kommer til at ligge tæt på det nye Aalborg Universitetshospital og forventes at kunne tage imod børn, unge og forældre fra 2024. 

Sigter mod totalentreprise på 18 millioner

Familiehuset ved det nye Aalborg Universitetshospital har været undervejs et stykke tid. Region Nordjylland har arbejdet på sagen forud for ansøgningen til og støtten fra TrygFonden. 

Af referatet fra regionsrådets møde sidst i januar i år fremgår det således, at anlægsbudgettet vurderes at beløber sig til 27,5 mio. kr. Det er vel at mærke under forudsætning af, at regionen stiller en byggemodnet grund vederlagsfrit til rådighed til en anslået værdi af cirka 700.000 kr. I anlægsbudgettet opererer regionen desuden med en targetpris til udbud af totalentreprise på 18,4 mio. kr. 

Før aflevering af byggeriet i 2024 vil man søge om ekstern finansiering til familiehusets inventar via fonde og sponsorer til en anslået værdi af cirka 1,8 mio. kr.

Familiehuset er for børnefamilier, hvor et barn eller en forælder er indlagt på grund af alvorlig, kronisk og eller livstruende sygdom. Pladserne vil være for familier, der er indlagt på Aalborg Universitetshospital eller i Psykiatrien, Region Nordjylland. 

Med TrygFondens Familiehus Aalborg vil børnefamilierne kunne forblive sammen i trygge, hverdagslignende rammer og få et pusterum fra sygdom og hospital, hvor de vil have mulighed for at udfolde mere almindelige hverdagsaktiviteter og stadig være tæt på den indlagte. Desuden vil de pårørende få mulighed for at møde ligestillede familier, som kan støtte hinanden i en svær tid.

Nordjyske familier har været med til at udvikle huset 

- Det er vigtigt for os, at familiehuset er på familiernes præmisser. Derfor har vi også haft både forældre og børn til alvorligt syge patienter med til at udvikle huset. For dem har det været vigtigt, at faciliteterne passer til forskellige behov og forskellige aldre, siger Kim Mikkelsen, direktør på Aalborg Universitetshospital.  

Undersøgelser viser, at mange familier med et indlagt barn, hvor der er raske søskende, oplever splittelse og adskillelse, idet den ene forælder ofte er hos det syge barn, og den anden hjemme hos den/de raske søskende. Der kan også være behov for, at begge forældre opholder sig på hospitalet, hvor de øvrige søskende så må passes af bedsteforældre eller andre. 

Meget tyder på, at det samme gælder børn, der oplever, at en forælder er indlagt gennem længere tid med alvorlig sygdom.

Lignende projekter er gennemført i Region Midt, under navnet TrygFondens Familiehus i hhv Skejby og Hammel. Ligeledes er Region Hovedstaden i gang med etableringen af et TrygFondens Familiehus Glostrup i relation til det nye Neurorehabiliteringshus på Rigshospitalet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125