Genanvendelige materialer hører ikke hjemme på deponi
Kapaciteten på de danske deponier er under pres. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at genanvendelige materialer som hård PVC bliver udsorteret og genanvendt – i tråd med affaldsbekendtgørelsen.
De danske deponier står over for stigende udfordringer. I et høringssvar fra marts 2026 advarede Kommunernes Landsforening (KL) om, at deponeringskapaciteten er voldsomt presset, og at omkostningerne til deponering forventes at stige betydeligt.
Det understreger behovet for at sikre, at materialer, som kan genanvendes, ikke ender på deponi.
Et eksempel er hård PVC fra bygge- og anlægssektoren. Udtjente kloakrør, vinduesprofiler, tagrender og andre hårde PVC-produkter kan i langt de fleste tilfælde indsamles og genanvendes som råvare i nye byggeprodukter.
Genanvendelse er et lovkrav
Affaldsbekendtgørelsen skelner mellem genanvendeligt og ikke-genanvendeligt PVC-affald. Genanvendeligt PVC skal udsorteres og genanvendes, mens PVC-affald, der ikke kan genanvendes, skal deponeres.
For entreprenører, nedrivningsvirksomheder, forsyninger og andre aktører i byggeriet er korrekt sortering derfor afgørende. Når hård PVC holdes adskilt fra andre affaldsfraktioner, kan materialet indgå i nye produkter frem for at optage plads på deponierne.
WUPPI har indsamlet PVC siden 1997
Den danske PVC-branche har siden 1997 organiseret indsamling og genanvendelse af hård PVC gennem WUPPI-ordningen.
I samarbejde med miljøvirksomheden Ragn-Sells Danmark indsamles og sorteres brugte PVC-byggeprodukter, som efterfølgende sendes til specialiserede genanvendelsesvirksomheder i Europa. Her oparbejdes materialet til nye råvarer, der blandt andet kan anvendes i rør og vinduesprofiler.
Ordningen er et konkret eksempel på, hvordan byggebranchen kan tage ansvar for sine materialer, også efter endt brug.
Læs mere om indsamling og genanvendelse af hård PVC på wuppi.dk.