23948sdkhjf

Spaden i jorden til jordbrugscenters nye, grønne skolehjem

Med byggetilladelsen endelig på plads har Jordbrugets UddannelsesCenter Århus (JU Århus) sammen med entreprenøren Erhverv og Bolig Byg gang skudt gang i byggeriet af deres nye skolehjem i Beder syd for Aarhus. 

Første spadestik til byggeriet, som erstatter flere gamle bygninger, der var blevet utidssvarende og ikke levede op nutidens energimæssige standarder, blev taget den 8. juni. Det oplyser JU Århus i en pressemeddelelse.

– Heldigvis vandt vi byggeopgaven, og det er en fornøjelse nu, efter en veloverstået projekteringsperiode, at kunne komme i gang med den primære byggeopgave. Vi har opført andre lignende sager med gode resultater, hvorigennem vi har tilegnet os meget viden omkring, hvordan et skolehjem fungerer i praksis, siger entreprenør Jacob Riis Sørensen fra Erhverv og Bolig Byg i Randers, der vandt projektet i udbud med billigste pris.

Om Jordbrugets UddannelsesCenter Århus

Jordbrugets Uddannelsescenter Århus er en grøn erhvervsskole, som udbyder erhvervsuddannelser, EUX, lederuddannelser, 10. klasse og kurser inden for hele det grønne område.

Det nye skolehjem kommer til at kunne rumme i alt 102 sengepladser, fordelt på 52 dobbeltværelser og to handicapvenlige værelser.

Sedumtage og vertikal beplantning fremmer biodiversiteten og bliver en iøjnefaldende del af bygningernes karakteristika. Opsamling af regnvand og brug heraf er også tænkt ind. Aspekter, der går hånd i hanke med skolens øvrige grønne profil. Byggeriet får desuden en DGNB-certificering. 

Bygget af genbrugsmaterialer og bliver genbrugt 

Før det nye byggeri kunne gå i gang, skulle der dog først laves plads. For nylig afsluttede skolen derfor nedrivningen af mange af de gamle, slidte skolehjemsbygninger, som tiden efterhånden var løbet fra. Efter at dømme ud fra reaktionerne på skolens sociale medier, så rummede væggene uden tvivl mange gode minder for elever, der har boet der gennem tiden. 

Alt byggeaffald fra nedrivningen er blevet håndteret og sorteret minutiøst, og beton og gammel belægning bliver genanvendt, da det i samarbejde med IBF bliver knust og støbt til nye fliser, som skal lægges i området omkring skolehjemmet. 

En kuriøs detalje er, at de gamle skolehjemsbygninger rent faktisk også var delvist lavet af genbrugsmaterialer. Noget af byggematerialet kom eksempelvis fra Frøslevlejren i Sønderjylland. Det havde dog helt andre årsager end i dag, da forklaringen var, at skolen i en efterkrigstid havde begrænsede midler til rådighed.

Forventningen er, at skolehjemsbygningerne står endelig klar til at blive taget i brug i sommeren 2022.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125