23948sdkhjf

A. Enggaard styrker arbejdet med byliv – hyrer ny chef

Gennem de seneste 10 til 15 år har entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard udviklet sig fra primært at arbejde med enkeltprojekter til nu i stort omfang at beskæftige sig med udviklingen af hele bydele med velfungerende byliv.

Som led i den udvikling etablerede selskabet i starten af 2018 en ny afdeling med ansvar for at koordinere, udvikle og iværksætte bylivstiltag i virksomhedens udviklingsområder. Nu bliver det ben af organisationen styrket yderligere.

Den 1. maj ansatte selskabet Katinka Hauxner, der gennem flere år har samarbejdet med Enggaard på projektbasis, i en nyoprettet stilling som byudviklingschef. Hun bliver ansvarlig for at løfte A. Enggaards arbejde med social bæredygtighed og byliv og samtidig skabe grundlaget for yderligere organisatorisk oprustning af virksomhedens bylivsafdeling. Det skriver A. Enggaard i en pressemeddelelse.

– Katinka Hauxner skal dels styrke det strategiske lag i vores interne bylivsafdeling, der meget snart skal tilføres endnu flere medarbejdere, og dels bidrage med erfaring og bystrategiske visioner som en integreret del af alle både nuværende og fremtidige byudviklingsprojekter, fortæller adm. direktør i A. Enggaard, Asger Enggaard, i pressemeddelelsen.

Katinka Hauxner har gennem de seneste 15 år været beskæftiget som selvstændig via rådgivervirksomheden Hauxner. Her har hun som ekstern sparringspartner hjulpet alt lige fra offentlige myndigheder og fonde til private virksomheder med at udvikle visioner, strategier og projekter, der skaber bæredygtige byer, bydele og byggerier.

Ingen "one-size-fits-alle"

I Katinka Hauxners optik udvikler man bedst bydele, som skaber værdi for alle parter, ved at samarbejde på tværs og ved at involvere borgerne tidligt i processen.

– Derudover skal vi være kreative og tænke i alt lige fra midlertidige bylivsinitiativer under byggefasen, social inklusion og nye boformer som for eksempel seniorbofællesskaber til bevaringen af eksisterende bygninger og områdets kulturarv, siger Katinka Hauxner og tilføjer:

Der er ikke tale om ”one-size-fits-all” – det handler altid om at udvikle et projekt, der passer til den specifikke by og det specifikke område. 

A. Enggaard er involveret i byudviklingsprojekter i alle landets fire største byer, og et af de største igangværende projekter, som Katinka Hauxner får en nøglerolle i forbindelse med, er udviklingen af Vridsløselille Fængsel i Albertslund. Det nedlagte fængsel med den velkendte port fra Olsen-banden-filmene skal udvikles og åbnes for nye beboere og besøgende, så området bliver en ikonisk, attraktiv og grøn bydel med fokus på tryghed og fællesskab.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.157