23948sdkhjf

13 renoveringsprojekter går endnu dybere med bæredygtighed

Hvad er den klimamæssige effekt, hvis man renoverer en boligblok med genanvendte mursten fra en anden blok, der skal rives ned? Det skal Boligkontoret Danmark nu undersøge i et renoveringsprojekt til 118 mio. kr. i Nakskov, mens boligorganisationen FSB skal blive klogere på, hvordan man i et kommende renoveringsprojekt til 35 mio. kr. i København kan sikre en så lille CO2-belastning som muligt, når blandt andet gamle vinduer skal skiftes ud. 

De to renoveringsprojekter i den almene boligsektor er blandt de i alt 13, der med støtte fra Realdania skal udarbejde en bæredygtighedsanalyse og gennem den blive endnu klogere på, hvordan deres renoveringsprojekt kan gennemføres endnu mere klimamæssigt optimalt. Det skriver Realdania i en pressemeddelelse. 

– Nu giver vi 13 renoveringsprojekter i den almene boligsektor mulighed for at gå i front og indhente værdifuld viden om alt fra genanvendelse af byggematerialer til bæredygtige ventilationsløsninger, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania, i pressemeddelelsen.  

Men den viden skal ikke kun komme de 13 til gode, påpeger hun. Al den nye læring skal bredes ud til resten af landets almene boligorganisationer.

Derfor inviteres organisationerne bag de støttede projekter også til at indgå i et fælles kompetenceudviklingsforløb, som Realdania faciliterer i samarbejde med AlmenNet med henblik på, at den almene sektor lærer af hinandens bæredygtige projekter og strategier.

Er blevet klogere til sommer

I første omgang skal de 13 almene boligorganisationer med deres konkrete renoveringsprojekter, eksempelvis Domeas Vindinggårdparken i Vejle og Vridsløselille Andelsboligforenings Gårdhavehusene i Albertslund, bruge det næste halve år på at indhente målrettet rådgivning. Rådgivning, der kan pege på, hvordan det er muligt at gøre renoveringsprojekterne mere klimamæssigt bæredygtige. 

– Til sommer kan vi forhåbentlig kigge ned i 13 grundige analyser fyldt med inspiration og viden om, hvordan de almene boligorganisationer kan renovere klimamæssigt endnu klogere, siger Nina Kovsted Helk og fortsætter: 

– Nogle løsninger kan igangsættes med det samme uden større omkostninger. Andre vil kræve ekstra midler at gennemføre.

Fakta: Puljen til klimamæssig bæredygtighed i almene boligorganisationers renoveringsprojekter 

  • Puljen til klimamæssig bæredygtighed i almene boligorganisationers renoveringsprojekter er ét spor i Realdanias indsats 'Sammen om bæredygtigt byggeri', som blev lanceret i foråret 2020 i forbindelse med COVID-19-krisen.
  • Med puljen får i alt 13 renoveringsprojekter i den almene sektor støtte til at udføre bæredygtighedsanalyser for samlet set 5,5 mio. kr.

  • De 13 renoveringsprojekter udgør en samlet anlægssum på 1,8 mia. kr.

  • Puljen supplerer Landsbyggefondens arbejde med at fremme grønne renoveringer med afsæt i Boligaftale 2020, hvor Landsbyggefonen fik mulighed for at igangsætte renoveringer af almene boliger for 30 milliarder kroner i perioden 2021-2026.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172