Sweco-direktør: Faglig respekt og tillid er nøglen til vækst
Sweco Danmarks direktør, Dariush Rezai, er fyldt 50 år. Dagen falder sammen med 10-året for svenskernes overtagelse af Grontmij/Carl Bro. Det blev begyndelsen på en ny æra for rådgiveren, der vil være større - men føles mindre
Da Dariush Rezai satte sig i direktørstolen hos Sweco Danmark for snart ni år siden, var stemningen i organisationen noget mat.
Det var blot et år efter, at svenske Sweco havde overtaget det tidligere Grontmij – en virksomhed, der på flere planer var et vanskeligt sted efter et problemfyldt ni år langt ægteskab med Carl Bro, en af de kendte danske rådgivere stiftet i 1959.