Einar Kornerup skal opføre 171 almene boliger i Vanløse
Einar Kornerup A/S har indgået kontrakt med Boligforeningen AAB om totalentreprisen på Slotsherrensvej 113 i Vanløse. Her skal den tidligere TO-R Radiofabrik omdannes til et nyt boligområde med 171 almene boliger, hvor bevaringsværdige industribygninger kombineres med nybyggeri.
Med kontrakten på plads kan parterne nu tage næste skridt i udviklingen af den tidligere fabriksgrund på Slotsherrensvej 113. Projektet omfatter både transformation af eksisterende bygninger og opførelse af nye boligbygninger.
Af de i alt 171 almene boliger etableres 69 i de tidligere fabriksbygninger, mens de resterende 102 opføres som nybyggeri. Boligerne fordeles på familieboliger, ungdomsboliger og et seniorbofællesskab.
Transformation og nybyggeri i samme entreprise
Den tidligere TO-R Radiofabrik er en karakteristisk del af områdets industrihistorie. Fabrikken producerede oprindeligt radioer og senere fjernsyn og var i sin tid en af inspirationskilderne til den fiktive radiofabrik Bella i DR's populære tv-serie Krøniken.
De oprindelige fabriksbygninger er tegnet af arkitekt Svenn Eske Kristensen og blev præmieret af Københavns Kommune i 1948. Nu skal de bevaringsværdige bygninger have en ny funktion, samtidig med at deres arkitektoniske særpræg videreføres.
For Einar Kornerup bliver opgaven en kombination af flere af virksomhedens kernekompetencer.
”Kombinationen af transformation og nybyggeri gør Slotsherrensvej til en både spændende og krævende opgave. Vi er stolte over at være blevet valgt som totalentreprenør og ser frem til at bidrage med vores erfaring og faglighed, når vi sammen med AAB og projektets øvrige parter skal føre ambitionerne ud i livet,” siger Jón Kristjánsson, administrerende direktør i Einar Kornerup A/S.
Nyt liv til den tidligere fabriksgrund
Projektet skal skabe et varieret boligområde, hvor forskellige boligtyper samles omkring de historiske fabriksbygninger. Som en del af udviklingen etableres desuden en dagligvarebutik med Jemidan som bygherre.
Einar Kornerup ser frem til samarbejdet med Boligforeningen AAB og projektets rådgivere, Tegnestuen Vandkunsten, ABC Rådgivende Ingeniører og Cubic Group, om at føre planerne for Slotsherrensvej 113 ud i livet.