23948sdkhjf

Corona følger entreprenørs konkurs og sætter kreative byggeplaner i Roskilde på hold

Roskilde Festival og Roskilde Kommune har valgt at udskyde byggeriet af fællesskabshuset på Musicon. Udskydelsen skyldes den generelle usikkerhed, der er forbundet med Corona-epidemien, skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse. 

Formålet er at sikre afklaring af situationen og dermed give et mere solidt grundlag for gennemførelsen af projektet. Udskydelsesperioden vil blandt andet blive brugt til at videreudvikle udbudsmaterialet for det bæredygtige byggeri, uddyber parterne.

Udskydelsen af projektet forventes at vare omkring et år, og igangsættelse af byggeri og ibrugtagning af fællesskabshuset vil som udgangspunkt blive tilsvarende forskudt. Forventningen er, at huset kan tages i brug i sommeren 2024. 

Det store fællesskabshus skal opføres ved Roskilde-bydelen Musicons centrale torv, Søjlepladsen. Sambyggeriet omfatter cirka 3.500 kvm i tre etager til kontorlokaler, mødefaciliteter, flexområder, multifunktionel teatersal samt integration af musikøvepavilloner. Her skal Roskilde Festivals faste medarbejdere og de mange frivillige efter planen flytte ind under samme tag som Aaben dans og øvelokaleforeningen Råstof Roskilde.

Var på vej med genudbud  

Gruppen bag sambyggeriet annoncerede i november sidste år, at man gjorde klar til et nyt udbud af projektet i kølvandet på Anker Hansen & Co’s konkurs i maj sidste år. Genudbuddet var baseret på vinderforslaget fra den tidligere afholdt totalentreprisekonkurrence, som entreprenørfirmaet vandt i starten af 2020. 

Inden genudbuddet ønskede bygherreorganisationen en markedsdialog, så man kunne fortælle mere om projektet og udbuddet. Herefter var planen, at udvælge op til tre af de interesserede hold til en nærmere dialog, der skulle have betydning for det endelige udbudsmateriales udformning.

Trykker på pause inden genudbud 

Valget om at udskyde processen træffes nu, idet projektet ved årsskiftet nåede en vigtig milepæl: Det opfølgende arbejde efter konkursen hos den oprindelige vindende entreprenør, Anker Hansen & Co, er færdiggjort, og det kommende genudbud er ikke igangsat. 

– Projektet går således naturligt ind i en ny fase, hvilket samtidig skaber et godt fundament for det videre arbejde, ligesom den primære økonomi i projektet ikke vil blive påvirket af udskydelsen, da projektet i øvrigt følger den generelle planlægning og de indgåede aftaler i bygherregruppen, skriver gruppen bag projektet i pressemeddelelsen. 

For at sikre viden og kvalitet i projektet fortsætter Roskilde Festival Gruppen og Roskilde Kommune valgt at bevare projektteamet, hvor fælles projektleder er Michael Brunbjerg, Roskilde Kommunes projektleder er Stig Hansen og Roskilde Festival Gruppens bygherrerådgiver er Andreas Claus Hansen

Budgettet for totalentreprisen på fællesbyggeriet er tidligere oplyst til 62,5 mio. kr. 

                           

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157