23948sdkhjf

Markant maskinmand træder et skridt tilbage

Hans Holm er en markant skikkelse i maskinleverandørbranchen, og har været det, siden han i efteråret 1995 trådte ind ad døren hos det daværende Johs Møllers Maskinfabrik i Vojens. Siden er det gået stærkt, produktionen på den gamle maskinfabrik er i dag solgt fra, og koncernen er i dag koncentreret om import, salg og service af entreprenørmaskiner, samt kranudlejning. Årene har budt på både op- og nedture. Licitationen Byggeriets Dagblad har mødt Hans Holm til en snak om årene, der er gået, og et lille blik ind i, hvad der kan ligge i kortene fremover.

Hans Holm havde ikke været i firmaet mere end godt et par år, før familien Møller havde fundet ud af, at man gerne ville sikre firmaets fremtid gennem et salg til selskabets ledelse. Det skete så i marts 1998, og nu forberedes næste skridt, nemlig ved at Hans Holm trækker sig fra posten som adm. direktør og lægger ansvaret over på de tre medlemmer af direktionen, Robert Kjærgaard, Jan Møller og Leif Petersen. De tre er også medejere. Hans Holm indtager så i stedet formandsposten i driftsselskaberne. Der sker således ingen ændringer i ejerkredsen i JMM Group.

Finanskrisen var hård

Hans Holm lægger ikke skjul på, at klart den største udfordringer i de seneste 25 år, som han selv og branchen som helhed oplevede er finanskrisen i 2008:

- Jeg tror faktisk ikke rigtigt, man i dag gør sig nogen forestillinger om, hvad det kostede at komme igennem finanskrisen. Husk på, at vi i 2006-7 som branche var i en helt ekstremt positiv situation, hvor alle pumper kørte for fuld damp. Med et gennemsnit for branchens salg i antal enheder i perioden 2001-04 som indeks 100, så lå branchens salg i 2006-07 på en indeks 175. Vi havde dog luret, at storhedstiden nok ville flade lidt ud, og at vi skulle forberede os på et lidt andet niveau. Inden opsvinget i 2006-07 havde branchen haft nogle år med en jævn og positiv udvikling, hvor vi havde rejst os noget på baggrund af lavkonjunkturen i start 1990’erne. Forventningerne var derfor, at vi nok kunne vente at geare lidt ned. Sådan gik det som bekendt ikke. Da vi nåede 2010, var markedet faldet til indeks 20. Så slemt var det, fortæller han.

- Maskinbranchen sælger jo som udgangspunkt investeringsgoder på forventninger til fremtiden. Og lige op til, at det hele stoppede, kørte alt jo på maksimum, og med meget store forventninger til fremtiden, siger han.

Det stoppede brat

Hans Holm oplevede, præcis som resten af maskinbranchen, at det stoppede stort set fra dag til dag. Maskiner var i ordre, men der var ingen kunder. Produktionen kørte indtil da for fuldt tryk, indtil man fik det stoppet op. Nærværende skribent husker selv, hvordan en inviteret pressetur med en anden af de store importører gik til Annecý hvor vi skulle se en minigraverfabrik. Da vi nåede frem, var den lukket ned, og 600 mand sendt hjem.

- Det billede kunne du se alle steder, hvor folk var sendt helt eller delvist hjem, bekræfter Hans Holm og tilføjer, at krisen når bunden i 2009 og 2010.

- På det tidspunkt var vi blevet til en større importør af maskiner, med afdelinger i Sverige og Norge. Og denne situation er lige så slem, som den man oplevede i Sverige i begyndelsen af 1990’erne. Og vi var som branche hårdt ramt på de forventninger, som kunderne ikke længere havde i 2009 og 2010, siger han.

Service blev vigtigt

Men når der ikke blev solgt ret mange maskiner, så kører de eksisterende jo i længere tid. - Og det betød mere service, og der fik vi til gengæld noget mere at lave på værkstederne. I stedet for at skifte maskinerne ud ved 10-11.000 timer, skiftede de dem ud ved 16-17.000 timer. Staten satte meget i gang for at rette op, og maskinerne kørte jo faktisk. Der fik vi virkeligt fokus på, hvad det er, vi som importører kan tilføre maskinerne af værdi for kunderne, og det er god service. Det tog lang tid at få tømt lagrene, men efterhånden kom der en smule gang i det igen.

JMM Gruppen er i dag en af de store importørvirksomheder i Danmark. Udover Liebherr, som er det største brand i koncernen, importerer man i Stemas regi Weidemann, og her snart også Wacker Neuson, som efter planen overtages ved årsskiftet.

Amman som man hidtil også har haft, glider i forbindelse med overtagelsen af Wacker Neuson ud. Selskabet har indtil for nylig også været partner i Maskiner A/S, som nu i dag selv har overtaget importen af Yanmar.

Et aktiv for leverandørerne

Hans Holm har også været meget aktiv i foreningsregi. Han har ad to omgange været formand for Brancheforeningen Maskinleverandørerne, første gang i perioden 2004-06 og anden gang i 2009-16. I 2004 blev foreningen splittet op i to sektioner, nemlig Entreprenørsektionen og Park & Anlæg. Og det har fungeret sådan siden.

Hans Holm mener, at foreningen ganske bestemt har en berettigelse.

- Der er fire områder, hvor foreningen har sit virke, nemlig via dialogen. Det er vigtigt at vi har et forum, hvor vi kan tale sammen i branchen. For det andet har vi udstillingerne, og dem vil der være basis for i lang tid fremover, og selvom der udvikles virtuelle udstillinger og mange andre tiltag, herunder in house arrangementer med videre, så er det overordentligt vigtigt, at vi har et fælles udstillingsvindue for branchen. For det tredje er hele området uddannelse og rekruttering til branchen i stigende grad i fokus, siger han og tilføjer at det også er vigtigt for branchen at have et bredt indblik i, hvordan det går med salget af entreprenørmaskiner i Danmark.

Lidt skyer i horisonten

Med hensyn til fremtiden, så bliver det for Hans Holm ikke helt så meget med tilstedeværelse i maskinrummet i virksomheden. Det overlader han trygt til næste generation. Om aktivitetsniveauet på den korte bane ser han lige knapt så optimistisk på det.

- Jeg tror at vi kommer til at bremse lidt op igen. Det ser ikke ud til, at byggeprojekterne helt kommer ind i det tempo til byggevirksomhederne, som de har gjort, og fremrykningen af en række geografisk spredte projekter her i corona’en giver travlhed nu, men det varer ikke ved. Fra 2022 ser jeg igen gode muligheder for ny fremgang for branchen, og Femern kommer jo til at spille en rolle nogle steder, men der er helt sikkert plads til mere, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad.

I lighed med meget andet har corona’en sat en stopper for en større udadvendt markering af jubilæum, rund fødselsdag og udtræden af den daglige ledelse.

- Sådan er det jo lige nu, og så må vi videre, siger Hans Holm.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.141