23948sdkhjf

Ny aftale: Puljer på 2,3 milliarder til udskiftning af oliefyr og udrulning af fjernvarme

Folketinget udmønter 2,3 milliarder kroner til at udskifte op mod 240.000 olie- og gasfyr inden 2030.

Et bredt politisk flertal i Folketinget er blevet enige om, hvordan 2,3 milliarder kroner skal bruges til at få udskiftet flere hundredtusinder olie- og gasfyr til mere klimavenlige varmepumper eller tilslutning til fjernvarme.

Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

- Nu bliver det lettere og billigere for danskerne at skifte fra sort til grøn varme. Olie- og gasfyr skal skiftes ud med varmepumper, der kører på grøn strøm, og flere skal på fjernvarmenettet.

- Jeg vil gerne takke partierne for gode og konstruktive forhandlinger. Vi har lavet en god aftale, der gør en reel forskel for klimaet, skriver klimaminister Dan Jørgensen (S).

Han præsenterer fredag morgen aftalen sammen med Folketingets partier på et pressemøde i Klimaministeriet.

En række puljer på samlet 2,3 milliarder kroner skal - sammen med den naturlige udskiftning - sikre, at 60.000-70.000 oliefyr og 120.000-170.000 gasfyr bliver skiftet frem mod 2030.

Det vil reducere Danmarks CO2-udledning med 700.000 ton ifølge ministeriet.

Enhedslistens klimaordfører Mai Villadsen siger på pressemødet, at 200.000 husstande vil gå fra olie- og gasfyr til grøn strøm som følge af den nye aftale.

Tilskuddet ved udskiftning vil være på mellem 20.000 og 30.000 kroner, siger Dan Jørgensen.

- Jeg tror, at mange vil gribe muligheden, fordi det vil føre til en besparelse hver måned. Mange vil også gerne gøre noget godt for klimaet, og det vil også være godt for indeklimaet i husstanden.

For at nå målet om at sænke Danmarks drivhusgasser med 70 procent i 2030 skal den samlede udledning falde med 20 millioner ton.

Pulje på 2,3 milliarder

Den største pulje i aftalen er bygningspuljen, der får 1,3 milliarder kroner.

Puljen giver tilskud til skift til blandt andet varmepumper i helårsboliger og andre klimatiltag i bygninger.

Aftalen betyder, at bygningspuljen bliver udvidet, og at 60 procent af dens midler skal gå til konvertering af gamle fyr.

Skrotningsordningen får 165 millioner kroner. Den støtter skift til varmepumper, så en boligejer ikke behøver at betale for hele pumpen og installationen til en start.

Fjernvarmepuljen får 405 millioner kroner. Den kan fjernvarmeselskaber trække på til at udrulle fjernvarme i nye områder.

Sidst har afkoblingsordningen fået 470 millioner kroner. Den skal dække de 8000 kroner, det ellers vil koste boligejere af frakoble sig fra gasnettet. Og dermed gøre det billigere at udskifte sit gasfyr.

Bag aftalen står Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, Enhedslisten, De Konservative, Liberal Alliance og Alternativet.

/ritzau/

Kommenter artiklen (5)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111