Mindre end et år efter, at den rådgivende ingeniørvirksomhed Moe blev en del af den franske rådgivergigant Artelia, udvider gruppen med et nyt opkøb i Norge.
Den norske ingeniørrådgiver Olav Olsen bliver en del af Artelias nordiske division, nu med mere end 1.000 medarbejdere.
- Vi hos Moe har været etableret i Norge siden 2009. Men med Olav Olsen ombord, styrker det vores position i Norge markant. Vi forener vores to organisationer i en integreret nordisk forretningsenhed, siger Christian Listov-Saabye, adm. direktør for Moe A/S til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Byggeri og offshore
Olav Olsen - der er grundlagt i 1962 og i dag har 110 medarbejdere - har, ifølge Moe og Artelia, en stærk markedsposition inden for byggeri, offshore og infrastruktur i Norge.
Virksomheden har projekter i både ind- og udland, hvor de blandt andet arbejder med design af beton- og stålkonstruktioner til byggeri og infrastruktur.
For Olav Olsen betyder salget, ifølge en pressemeddelelse fra koncernen, "en mulighed for at udvikle virksomheden i nye sektorer og markeder og drage fordel af Moes 900 medarbejdere i Danmark og Artelias 5.900 ansatte i mere end 40 lande. Olav Olsen bliver den norske forretningsenhed sammen med Moes 25 medarbejdere i Norge", hedder det.
Olav Wieder, adm. direktør for Olav Olsen, ser frem til at kunne udvikle forretningen, "uden at gå på kompromis med vores kompetenceprofil", som han siger i en pressemeddelelse.
"Vi ser samarbejdet som springbræt i den udvikling. For os er det meget vigtigt at kunne tilbyde vores medarbejdere muligheder for at bidrage til spændende og udfordrende projekter. For vores kunder vil Olav Olsen og Moe Norge fortsat være de virksomheder, de kender, nu med adgang til endnu stærkere ekspertise", lyder det videre fra Olav Olsen-direktøren.
Vil erobre det nordiske
Artelia, og Moe har lagt en strategi for at erobre det nordiske marked.
Sammen med Olav Olsen vil de skabe en nordisk forretningsenhed, "og med Artelias er der muskler til at fortsætte en ambitiøs vækststrategi. Olav Olsen har patenterede løsninger i flydende strukturer, der kan eksporteres over hele verden. Med de nye kompetencer om bord, er der mulighed for at udvikle offshore-delen i Danmark, Norge og resten af verden", skriver Moe/Artelia i pressemeddelelsen.
Styrker kapacitet
Moe har sammen med Artelia budt på opgaver inden for bæredygtighed. Lige nu er der samarbejder om trafikanalyser og cykelinfrastruktur samt fjernvarmeprojekter i Frankrig. Og flere internationale tilbud er ude i de nordiske lande.
Benoît Clocheret, adm. direktør for Artelia, fortæller, at koncernen, takket være fusionen, nu genererer næsten 90 pct. af sine indtægter i Europa.
- Olav Olsen giver nye muligheder på det maritime marked inden for flydende marine strukturer, havne- og offshore-teknologi. Ved opkøbet styrker vi vores kapacitet til at dække det stigende energibehov over hele verden, med særlig stærk vækst på det internationale offshore vindkraftmarked, siger han i en pressemeddelelse i forbindelse med opkøbet.