23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

OKNygaard fortsætter i eget setup efter opkøb

OKNygaard forsætter - ligesom tilfældet var med Malmos - under eget navn efter at være blevet en del af Idverde-familien.

Ole Kjærgaard skal fortsat stå i spidsen for selskabet og bliver desuden en del af topledelsen i Idverde Danmark.

- Det er en bevidst integrationsstrategi, vi har. Vi beholder det, der er stærkt og som virker - og som gruppe gør vi så mere af det, siger Morten Dohrmann Hansen, Idverdes danske landechef og adm. direktør i Malmos.

Han ønsker ikke at gå i detaljer med processen hen mod OKNygaards indtræden i Idverde-familien men fortæller:

- OKNygaard har været en interessant virksomhed på Idverdes radar. I løbet af 2020 har der været gensidig interesse. Det skal der til, for at sådan noget her kan ske. Timingen har været god for begge parter, og så skal man agere.

- Idverde har en klar vækststrategi om at bygge en stærk grøn aktør på europæisk niveau. Med en kapitalstærk investor og hovedaktionær i ryggen (Core Equity Holding, red.) kan Idverde agere hurtigt, når muligheder opstår, fortsætter han.

Han peger netop på vækststrategien som årsag til, at Idverde ser mod Danmark.

- Danmark er på mange måder et ledende land, når det handler om kvalitet og innovation i vores fag. Derfor er Danmark et lille stort land, når man er europæisk anlægsgartner, lyder det med henvisning til såvel løsning af klimaproblematikker som opbygning af landskaber og grønne byer på tage og dæk.

- OKNygaard repræsenterer noget af det, Idverde ikke fik hos Malmos; nemlig drift og vedligehold, tilføjer Morten Dohrmann Hansen og understreger, at Idverdes ambition er at være en "fuldgyldig grøn anlægsgartner".

Han fremhæver desuden, at OKNygaard på fem-seks år fået skabt sig en førende position i markedet.

De senere år er omsætningen i OKNygaard vokset fra knap 355 mio. kr. til 595 mio. kr., mens årsresultatet er vokset fra 2,3 mio. kr. i 2015 til 8,8 mio. kr. i 2019.

Medarbejderstaben er desuden øget fra 324 til 485 ansatte i perioden.

Interesse flere steder fra
Ole Kjærgaard oplyser, at der i OKNygaards ledelse og bestyrelse har været drøftelser om, hvordan man bedst sikrer selskabet til fremtiden.

I den forbindelse har man været ude og snuse. Der har blandt andre været interesse fra kapitalfonde, men med afsæt i Idverdes opkøb af Malmos, opstod dialog, som altså er endt med Idverdes opkøb. Af fordele her, fremhæver Ole Kjærgaard:

- Vi bliver en del af et stærkt bagland. Vi har ønsket en strategisk partner, hvor værdier og kulturen matcher. Og så trækker det også for os, at Malmos er med. De har altid været en stærk konkurrent. Nu får vi mulighed for at lære mere af hinanden.

Opkøbet rusker ikke det store ved strategien men har givet nyt drive og energi, fortæller Ole Kjærgaard.

OKNygaard skal fortsat arbejde med såvel løsninger til lokal afledning af regnvand som pleje og vedligehold. Derudover arbejdes der hen mod strategiske partnerskaber og tidligere indflydelse, fortæller han.

Ikke en muskeltest
Med OKNygaard som en del af Idverde-familien er ambitionen om at sidde på 10 pct. af det danske marked opnået. En ambition, som blev gjort tydelig, da Malmos blev en del af Idverde-familien.

Hvad er ambitionen så nu, når det gælder markedsandele i Danmark?
- Heldigvis oplever jeg, at ambitionerne både herhjemme og hos vores ejer er store, men lige nu skal vi lige lande med det her. Så der er ikke sat nye tal på ambitionen, men Idverde er en progressiv virksomhed, så hvis timingen er rigtig, og muligheder opstår, så er der altid mulighed for dialog, siger Morten Dohrmann Hansen.

Han understreger, at det her ikke er en "muskeltest", hvor de vil "slå sig ind i en branche".

- Det danske marked er ikke særlig stort men et interessant marked og et marked, som sagtens kan tåle, at vi får større og stærkere selskaber. Vi vil også gerne udgøre en stemme for vores fag og være med til at løfte det, fortæller han.

Samme melding lyder fra Ole Kjærgaard:

- Når vi er en del af et større hus, så kan vi i højere grad hjælpe markedet med at fortælle om vigtigheden af det fag, vi arbejder med. Og det synes jeg, det fortjener.

Morten Dohrmann Hansen glæder sig "enormt" til samarbejdet med OKNygaard.

Netop samarbejder mellem de to virksomheder ser Morten Dohrmann Hansen perspektiver i.

- Vi kan sagtens se det for os med samarbejder. Men det er selvfølgelig noget som markedet bestemmer for os i forhold til, hvad der udbydes og sådan, siger han.

- Vi vil da sørge for at gøre vores for at fortælle, hvordan man kan bruge os - både hver især og sammen. Vi begynder rigtig at sætte fra fra 1. januar. Vi skal lige bruge 2020 på at finde vej, supplerer han.

Af mulige samarbejder med Malmos nævner Ole Kjærgaard, at OKNygaard for eksempel kan komme i spil til drift af de anlæg, Malmos vinder.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.114