Bach Gruppen har indsendt en handlingsplan til Københavns Kommune om, hvordan man vil lovliggøre sit skandeleomsuste 86 meter høje Njalstårnet på Bryggens Bastion på Amager.
Samtidig vil Bach Gruppen nu også lave en "tilbundsgående" undersøgelse af betonen i de øvrige byggerier på grunden.
Det fremgår af et notat sendt fra forvaltningen til politikerne i Teknik og Miljøudvalget, og skridtet sker efter den seneste måneds afsløringer af, at fundamentet under Njalstårnet er udført med gabende støbeskel, store forskelle i betonlagenes tykkelse, og beton, som er langt svagere, end reglerne foreskriver.