23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Kontrol af Femern-byggeri begynder snart

Inden længe vil en nyetableret kontrolenhed gå i gang med at tjekke arbejdsvilkårene på Femern-byggeriet.

Det oplyser beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) over for Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Staten stiller generelt krav om arbejdsklausuler og sociale klausuler på store projekter, hvor staten er bygherre, og det er der også gjort på Femern. Der er ikke noget krav om overenskomst, men krav om, at arbejdet foregår på overenskomstlignende vilkår, hedder det i en mail fra beskæftigelsesministeren.

Han oplyser, at kontrolenheden forventes at påbegynde sit arbejde senere i efteråret 2020.

Ministeren ønsker i øvrigt ikke at kommentere de konkrete aftaler med entreprenøren Fehmarn Belt Consortium (FBC) om løn- og arbejdsvilkår på danmarkshistoriens største anlægsprojekt.

- Det kan jeg ikke udtale mig om, da det ikke hører under Beskæftigelsesministeriet. Men det er klart, at denne regering går ind for, at vi skal have ordentlige løn- og arbejdsvilkår, et sundt og sikkert arbejdsmiljø og sikre fair konkurrence på det danske arbejdsmarked. Vi vil ikke acceptere social dumping, lyder det fra beskæftigelsesministeren.

Bekæmper social dumping
Han tilføjer, at regeringen med finansloven for i år har afsat yderligere 245 millioner kroner til at bekæmpe social dumping frem til 2023.

Hos Femern A/S, der er bygherre på tunnelprojektet til 53 mia. kr., oplyser man, at der som følge af EU-lovgivning ikke kan stilles krav i anlægskontrakten om overenskomst.

- Vi håber, at parterne finder en snarlig løsning, skriver selskabet i et mailsvar.

Femern A/S oplyser endvidere, at man i andet kvartal 2020 har gennemført 62 tilsyn på byggeriet og har en systematisk dialog med kontraktholderen om bestemmelserne i kontrakterne.

- Vi har i de tilsyn bortset fra mindre afklaringer ikke konstateret brud på kontrakten eller forhold, der ses at være i strid med gældende dansk lovgivning, hedder det.

Der er ifølge Femern A/S tale om fire forskellige tilsynsformer på byggeriet. Det gælder henholdsvis deltagelse i entreprenørens eget tilsyn, risikobaserede tilsyn, enkeltsagstilsyn og tematiske og tværgående tilsyn på tværs af kontrakter.

FBC har ikke ønsket at kommentere historien, så længe der forhandles med fagforbundene.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.203|instance-web04